Indlæg
Europa & EU
Valgduellen: En folkeafstemning
Jyllands-Posten, 07.11.2007, 1. sektion, Side 12
Af Søren Espersen, DF
SELVFØLGELIG skal danskerne have lov til ved en folkeafstemning at beslutte eller forkaste reformtraktaten. Dette er ikke jura - det er politik. Hvad vil vi med Danmarks fremtid?
Det er forstemmende at opleve, hvordan nogle partier sniger sig væk fra klare løfter - alene fordi de frygter den dom, det danske folk afsiger. Mest krysteragtig af alle er dog Ny Alliance. Her har man - måske med løfte om ministerposter? - underkendt det partiprogram, man med brask og bram udsendte for godt en måned siden, og hvori det, mejslet i granit, står, at der skal gennemføres en folkeafstemning om reformtraktaten.
I øvrigt et gyseligt ord, "Reformtraktat", som er new-speak for "EU-Forfatning". Forfatningens fader, Valery Giscard DEstaing, har triumferende slået fast, at denne traktat - når der ses bort fra få kosmetiske forskelle - er fuldstændig identisk med den forfatning, som befolkningerne i Holland og Frankrig sagde nej tak til i sommeren 2005.
For Dansk Folkeparti er de fire forbehold uundværlige. Det kan godt være, at de andre partier synes, at 1993 er lang tid siden, men det synes vi faktisk ikke. Og hvis der skal rokkes ved de fire forbehold, skal danskerne naturligvis ligeledes spørges til råds - i øvrigt kender jeg ikke mange, som har ytret utilfredshed med, at de ikke har fået de kedelige eurosedler og nikkelallergifremmende mønter. Ikke alene er de grimme, men meget tyder også på, at de i mange EU-lande - heriblandt Tyskland - har ført til en opbremsning af økonomien.
Mens økonomien i Danmark trods dommedagsprofetier om det modsatte buldrede derudaf, måtte tyskerne stille sig op i køerne til suppekøkkenerne, blandt andet fordi en i kølvandet på euroen følgende købestrejke pustede yderligere til en anstrengt, reformmoden tysk økonomi.
Forsvarsforbeholdet græder jeg ligeledes tørre tårer over, idet EU på det forsvarspolitiske område er en højtråbende og komisk papirtiger uden den ringeste evne til enighed om at definere trusler - endsige forsvare sine befolkninger i praksis. Tænk engang et rædselsscenarium, hvor Frankrig og Tyskland besluttede Danmarks udenrigs- og forsvarspolitik. I modsætning til det, er det trygt og godt hos England og i USA.
At EU overhovedet er begyndt optagelsesforhandlinger med Tyrkiet er en katastrofe. Men nu vi står der - så er det med at komme ud af moradset så hurtigt som muligt. Tyrkiet hører bare ikke hjemme i Europa - geografisk er og bliver det Asien. Tyrkerne skejer ud på alle områder: Man har hverken vilje eller evne til at løse Cypern-problemet. Man vil ikke anerkende det skammelige folkemord på mere end en million armeniere under Første Verdenskrig - et forhold, det er forbudt at nævne offentligt i Tyrkiet, hvilket flere forfattere har måttet sande. Men værst er naturligvis, at Tyrkiet er et muslimsk land, hvor alene en konsekvent hær sørger for, at sharia-fanatikerne ikke løber af med magten. Alene af den grund burde EU for længst have indset, at Tyrkiet er en fremmed fugl i Europa.
Endelig vil Tyrkiet - meget snart med 100 millioner indbyggere - som medlem komme til at udgøre en demografisk bombe i EU.
Det ville være bedst for Europa - og meget mere fair for Tyrkiet - om man nu standsede optagelsesforhandlingerne og i stedet tilbød Tyrkiet nogle gode økonomiske handelsaftaler.
Tid til at svække EU
Politiken, 29. juni 2005, 2. sektion, side 6
Af Søren Espersen, MF DF), udenrigspol. ordfører
EFTER SAMMENBRUDDET ved EU’s topmøde udtrykte statsminister Anders Fogh Rasmussen håb om, at den tænkepause, der nu kommer, vil blive brugt til at styrke EU. Pudsigt nok fik jeg efter topmødet den modsatte idé: At det nu er tid til at svække EU. Så forskelligt kan to danskere altså tænke, når den ene er unionist og den anden er det modsatte. På samme måde er hele det danske folk delt. Og det er heftige modsætninger, der er tale om – af den type, der ligefrem kan splitte familier ad. Jeg kunne stemme for første gang ved EF-afstemningen i 1972, og jeg kan huske, at jeg ved politiske møder ligefrem oplevede had mellem nogle af ja og nejsigerne. Det kan man såmænd finde endnu.
SPØRGSMÅLET ER, hvor længe et folk kan blive ved med på den måde sådan at være splittet. Jeg er af den opfattelse, at det for folkets og landets skyld snarest må slutte. Og det må slutte på den måde, at ja- og nejsigere sammen må prøve at nå frem til, hvordan vi ønsker, at Danmarks fortsatte forhold til EU skal være. Og jeg taler her om et ægte nationalt kompromis – altså hvor alle Danmarks partier, herunder altså også unionsmodstanderne, sætter sig sammen for at prøve at nå frem til selvransagelse og en formulering. Ikke en formulering af, hvordan EU skal være – for det kan Danmark trods alt ikke diktere, men en formulering af, hvordan vi kan samle det danske folk om et fremtidigt dansk medlemskab. Alle vil aldrig kunne blive tilfredse. Men en dansk EU-fremtid, som vil kunne samle 85-90 procent af danskerne – og ikke som nu cirka halvdelen, vil være alt så rigeligt. Gør vi ikke det – og bruger vi ikke netop denne for EU så uvisse tid til i det mindste at gøre et forsøg, svigter vi vort ansvar i forhold til fremtidige danske generationer. For diskussionen er altså ikke alene triviel, kedelig og forudsigelig helt ned til det mindste argument – for vi har hørt det hele hundrede gange før, men diskussionen er også lammende for vort eget folkestyre.
JEG TROR, at der rundt om i de andre EU-lande i den kommende tid vil finde en lignende selvransagelse sted. Og det er netop selvransagelse og formulering vi i det danske folk har brug for – ikke smart nej-markedsføring og ja-markedsføring, hvis eneste formål er at besejre modparten. Jeg håber, at statsministeren vil tage initiativet til nu at samle sit folk. Lykkes det, vil han indlægge sig umistelig hæder i Danmarkshistorien.
Hvilke virksomheder har forladt landet?
Fyens Stiftstidende 6. juli 2003
Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef
Parmo Nielsen, Odense, opfordrer i et interessant indlæg i Stiftstidende 3/7 til en afskaffelse af Danmarks EU-forbehold. I den forbindelse angriber han Dansk Folkeparti for at hævde forbeholdene, idet han blandt andet skriver: 'Til EU-afstemninger er Dansk Folkepartis valgslogan: Stem dansk - stem nej! Ved et nej-flertal sker der det modsatte af det, DF ønsker. De bedste danskere og de bedste virksomheder forlader landet for at udnytte deres evner i lande, der ikke er bange for at samarbejde med det øvrige Europa.'
Parmo Nielsen har ret i, at vi bestemt ikke ønsker, at gode danskere og gode danske virksomheder forlader landet. Det er i den forbindelse, jeg gerne ville have Parmo Nielsen til at give mig navnene på virksomheder, der har forladt landet i forbindelse med eksempelvis krone/euro-afstemningen.
Der er nemlig ingen, Parmo Nielsen! Og ingen kunne finde på det. Danfoss var blandt de virsomheder, der forud for afstemningen dumt truede med at forlade landet, hvis vi fortsat skulle have den danske krone. Mig bekendt ligger Danfoss stadig på Als - og milliardvirksomheden er i bedre form end nogensinde. Det samme er i øvrigt den danske krone og den danske økonomi. Langt stærkere og i bedre vigør end euroen og økonomien i Euroland. Men altså, Parmo Nielsen: Lad os få nogle eksempler på virksomheder, der har forladt landet.
Myterne om den ny euro
Flensborg Avis 7. januar 2002, side 2
Af Søren Espersen, København, pressechef i Dansk Folkeparti
Fra årsskiftet behøver tyskerne ikke længere veksle, når de rejser på ferie. Sådan lød overskriften på et af de mange tv-indslag om euroen. Underforstået: Bare danskerne havde sagt ja til euroen, behøvede vi heller ikke at veksle, når vi tager på ferie. Nu er dog første betingelse for, at de ferieglade tyskere kan undgå at veksle, at de ikke holder ferie i eksempelvis London, i Tokyo, i New York eller i Moskva. For mon så ikke de bliver nødt til at veksle. Det samme gør danskere, hvis vi skal på ferie et af de nævnte steder - og i øvrigt i hundredevis af lande verden over.
Det er i det hele taget en af myterne, der er ved at blive skabt, og som euro-tilhængerne herhjemme elsker at føre frem: At euroen er noget nær en verdensvaluta, at det efterhånden kun er det provinsielle Danmark, der står uden for - og at det snart vil give os problemer.
Vel vil det ej give os problemer. Men de helt udokumenterede påstande om denne nye valuta er mange. Euro ad bagdøren - hed en anden overskrift i en avis for nylig. Den samme overskrift har jeg set i mange forskellige udformninger i utallige aviser. Fortællingen er, at vi alligevel ret snart vil blive oversvømmet med euro i Danmark, for alle kommer med dem, og så vil butikkerne tage imod dem. Ja, selvfølgelig vil butikkerne det! Det skulle da bare lige mangle. For sådan har de større danske butikker ageret i mindst 50 år. Og sådan vil det fortsat være - også hvis der nu kommer en ny valuta til - euroen.
Langt de fleste danskere, der rejser, er udstyret med Dankort/Visa - eller et andet credit-card. En vidunderlig opfindelse for den rejsende - turist eller forretningsmand: Slut med at veksle store beløb i fremmed valuta. Slut med besværlige rejsechecks. Slut med bøvlet. Kortet kan bruges til shopping, på hoteller, på restauranter - og væsentligt: I kontant-automater, som snart findes på hvert gadehjørne i hele verden. Der henter man så til-husbehov-kontanterne. De bunker af skrupskøre myter, som euro-tilhængerne nu forsøger at skabe for (jo, vi har lugtet lunten!) at få gødet jordbunden for en ny afstemning i Danmark, er mindst ligeså pinlige som det fupperi, man forsøgte at få det danske folk til at gå på inden euro-afstemningen. De tror, de kan narre os. Og derfor taber de hver gang! Og som månederne er gået siden den 28. september 2000, står det mere og mere klart: Hvor var det dog godt, at vi slap for euroen! Hvor var det dog en moden og fornuftig beslutning, danskerne traf!
##
|