Søren Espersen

Islam - Indvandring & Asyl

Egon Clausens naive myter

Jyllands-Posten, 07.01.2008, 1. sektion, Side 10

Af Søren Espersen, folketingsmedlem (DF)

Myterne i udlændingedebatten er sejlivede. En af de mest seje er, at Danmark altid har været et indvandrerland. En myte, som Egon Clausen bliver ved med at gentage (JP 30/12 2007), hvor han for 119. gang fortæller om roepolakker, jøder, hollændere, kartoffeltyskere og huguenotter.

Ja, sangen er velkendt. Den er i 25 år som fast rutine blevet sunget af godhedsindustrien og indvandringsmafiaen hver gang, der sattes spørgsmålstegn ved det fornuftige i at lade Danmark løbe over ende.

Jo, vel er der gennem tiderne kommet fremmede mennesker til Danmark; men det er sket i et så begrænset antal, at de har kunnet opsluges på fornuftig og rimelig måde i den danske kultur og i det danske samfund generelt.

Men lad os se på tallene for Danmarks indvandring op til 1983, hvor den nye udlændingelov vendte op og ned på alting og åbnede dørene for masseindvandring.

Jøderne: I løbet af 373 år med jødisk indvandring indvandrede cirka 7.000 jøder i Danmark - svarende til en årlig indvandring på 19 personer.

Polakkerne: I perioden fra 1893 til 1930 - altså over 37 år - rejste 91.133 polakker ind i Danmark. Heraf var 95 procent sæsonarbejdere og forsvandt igen efter endt arbejde. Eksempelvis blev indrejste i året 1914 14.452, men kun 1.442 blev vinteren over. Facit er, at på 102 år indvandrede cirka 5.000 polakker i Danmark - svarende til en årlig indvandring på 49 personer.

Hollændere: I alt indvandrede cirka 800 hollændere til Danmark. De kom for 400 år siden - svarende til en årlig indvandring på 1,5 personer.

Huguenotter: Et andet navn for reformerte franskmænd. 500 af dem endte for 435 år siden i Danmark - svarende til en årlig indvandring på 1,1 personer.

Tatere og sigøjnere: De første kom til Danmark omkring år 1500. Talmæssigt er det umuligt at sige, om 100 eller måske 500 i løbet af disse 495 år fik endeligt ophold i Danmark.

På den baggrund er det ikke underligt, at historikeren Georg Nellemann i 1965 i sin afhandling for Nationalmuseet "Polske landarbejdere i Danmark og deres efterkommere" i forordet noterede:

»Danmark har ikke haft mange minoriteter eller indvandrere, følgelig har vi heller ingen tradition herhjemme for forskning i sådanne befolkningsgrupper.«

Et bemærkelsesværdigt udsagn fra en anerkendt historiker, set i lyset af de seneste 25 års myter om, at Danmark altid har været et indvandrerland.

Sylen: Koran-Dope

Ekstra Bladet, 22.09.2007, bagsiden

Af Søren Espersen, MF

FORLEDEN under en flyrejse sad jeg og bladrede i et magasin og faldt over en artikel om fængslede islamiske terrorister rundt om i verden – bl.a. dem i Guantanamo.

De stillede ikke store materielle krav til tilværelsen, fortalte artiklen. Generelt var fangerne asketer, de sørgede under fængselsopholdet hele tiden for at holde sig selv i gang fysisk – de dyrkede ustandselig vægtløftning, situps og pushups, og kunne de indimellem komme til at løbe lidt omkring, jamen, så var det bare lykken...

FÆLLES for dem alle, da de ved indsættelsen blev forespurgt om særlige behov, var, at de uden tøven svarede: Koranen!

Og skulle det da egentlig ikke bare mangle, om disse troende mænd ikke i deres eneceller skulle have deres hellige bog med, tænkte jeg. Skulle enhver ikke som en menneskeret have lov til at fordybe sig i sin tro og i sin tros grundlag? Der findes vel ikke den fængselsinspektør, der ville nægte en fange denne sparsomme luksus – hvad enten nu det var Bibelen, Toraen eller Koranen. Det skulle da bare lige mangle..!

MEN HVAD nu, hvis en fange havde begået sine forbrydelser, fordi han var dopet og hjernevasket – og hvad nu, hvis selve substansen af fangens dope var hans hellige bog? Hvad nu, hvis det netop var hans intense studier af Koranen, der havde sendt ham på jihad – burde man så måske overveje at tage hans Koran-dope fra ham? Gør man ikke en narkoman en bjørnetjeneste ved at forsyne ham med hans foretrukne dope?

FRA ÅR tilbage husker jeg historier om unge, der af sekter var blevet religiøst dopede – og om hvordan, de af behjertede mennesker blev af-dopet og bragt tilbage til et ordentligt menneskeliv. Sådant et ordentligt liv kunne man også godt unde de Koran-dopede, og man kunne starte førstehjælpen ved at tage bogen fra dem og give dem noget andet at læse i...

Sylen: Islamiske Kloge-Åger

Ekstra Bladet, 21.09.2007, bagsiden

Af Søren Espersen (MF)

Det er blevet almindeligt at inddrage herboende imamer i alverdens ting – at spørge dem til råds.

Når indvandrerbander hærger skolebørn og pensionister, når der er terrortrusler i farvandet, når ARLA og Dansk Industri skal fedte for araberne, når slemme danskere kommer til at tegne Muhammed under grillfesten – ja, bare det lugter det mindste af islam, så skal disse langskæggede middelaldergespenster partout hidkaldes for at spille Kloge-Åger og komme med vise råd.

Det var statsministeren, der begyndte uvæsenet med at indkalde imamer som rådgivere. Det var dengang, de nede i de varme lande rendte rundt og satte ild på Dannebrog og ambassaderne.

Med pomp og pragt blev imamerne dengang modtaget på Marienborg. Husker De Hamid el-Moustis imposante, kommunistrøde fez? Ja, jeg glemmer i al fald ikke det ubetaleligt kostelige syn... Og hvem husker ikke den opblæste Mohammed Mehdi Khademi, der som en anden hane spankulerede ud og med verdensmands-mine kundgjorde: ’Jeg bad statsministeren om at forbyde medierne at bringe artikler, der sviner muslimer til og nedgør dem.’

I dag er sætningen i al sin prangende, storskrydende enfoldighed og intellektuelle ubehjælpsomhed gået over i danmarkshistorien som bevingede ord.

Men statsministerens letsindige leg med imamer betød, at også andre røg på limpinden: Politiet, kommunerne, biskopperne, integrationsmyndighederne – i dag er det blevet god tone at spørge imamerne til råds.

Men forestiller man sig virkelig, at man i bekæmpelsen af islams skadevirkninger vil kunne alliere sig med de imamer, hvis religiøse og politiske hovedopgave det er at fremme islam? Det er lige så dumt som at indkalde Jonni Hansen som konsulent til bekæmpelse af nazismen.

Sylen: Stenings-Pedersen

Ekstra Bladet, 19.09.2007, bagsiden

Af Søren Espersen, MF

OM END landsbyen Rodskov på Djursland af størrelse er uanseelig, har den dog to gange i historien ladet høre fra sig.

Første gang, da Niels K. Kristensen lod sin herlige roman fra Treårskrigen, ’Rasmus fra Rodskov’ udspille sig her – og hvor vi dog elskede den knægt!

Rodskovs anden store stund var, da Reino Arild Pedersen lod sig føde i en pæn, kristen seng. I dag er han kendt under sit påtagede navn, Abdul Wahid Pedersen. Det besværlige Reino Arild smøg han af sig under en ørkenvandring.

I dag er Reino Arild blevet en stor mand. Om ikke i Rodskov, så dog i hvert fald i det københavnske parnas. Som guddommelig åndelig vejleder udtaler han sig om både stort og småt. Men hvordan nåede han nu de højder?

Jo, nogle år efter konfirmationen kunne Reino slet ikke få hold på sig selv; han fik guitar, fik globale syner og begyndte at sværme, og snart var ikke kun Rodskov, men også Europa blevet for lille. Reino måtte ud og tumlede med sin guitar rundt mellem sekter og kulter, inden han som hindu-pilgrim satte kurs ud til det fjerne Østen, hvor han daskede rundt fra tempel til tempel i sin higen efter verdensfreden. Efter fire år slentrede han om ad Arabien, hvor såvel fred som frelse ventede.

Nu kastede han både Reino Arild og guitar væk, og gjorde sig rede til at kaste med sten. For i islam ér der jo grænser for, hvad man behøver finde sig i! Eksempelvis at ugifte kvinder og mænd dyrker munter lagengymnastik. Fy-fy-skamme, og så frem med stenene!

Stenings-Pedersen har dog lovet, at der ikke bliver stenet, før vi alle sammen bor i et ægte islamisk land. Det er pænt af ham, for så bliver det nok ikke i min levetid. Til gengæld er jeg jo blevet noget urolig for, hvad Pedersen og Muhammed går og forbereder med hensyn til mine døtre og deres piger ...

Kronik: Hvor islam går frem, breder ørkenen sig

Jyllands-Posten, 26.06.2007, Side 9

Af Søren Espersen, Folketingsmedlem For Dansk Folkeparti

For nogle år siden ville jeg, når talen faldt på islam og islamisme, pr. automatik og helt overbevist om argumentets rigtighed, sætte en uoverskridelig mur imellem begreberne: At islam var en stor verdensreligion på linje med jødedom og kristendom; at der netop var tale om en tro. Og – på den anden side - at islamisme var en politisk bevægelse med sharia som arbejdsprogram. Islamismen var det således legalt at tale midt imod og bekæmpe, mens angreb på islam var utidigt – for det var jo netop folks tro, man så krænkede.

Jeg er så småt ved at ændre opfattelse! Det bliver dag for dag vanskeligere for mig at argumentere for den ”uoverskridelige mur”. Jo mere jeg beskæftiger mig med problematikken, jo mindre mening giver det for mig at adskille islam og islamisme. Mere og mere bliver det meningsløst for mig fortsat at hævde forskellen.

Forfatteren Ayaan Hirsi Ali skelner ikke. I sin nyeste bog skriver hun ligeud, at den 11. septembers massemordere var islams krigere, og at deres gerning var islam i sin rendyrkede form. For Karen Blixen , som kendte islam , var der heller ingen skelnen. Det var selve religionen islam , hun sidestillede med nazismen – hvilket senere blev gentaget af forfatteren Henrik Norbrandt. Og for nobelpristageren og statsmanden Winston Churchill var det islam , han advarede imod.

Lad mig fremdrage nogle eksempler på, hvorfor ”muren” også for mig smuldrer. Tag først Enhedslistens nye folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid. Hun skildrer sig selv som en dansker, som bare tror på Allah. Den samme sang lyder fra imamerne. Men hvis vi nu forudsatte, at islam bare var en tro – og ikke politik, hvorfor opfordrer imamerne så til, at alle deres trosfæller bør stemme på Enhedslisten? Er det mon fordi, de alle sammen på en og samme dag – er blevet venstresocialister og kommunister? Eller er forklaringen, at Asmaa er muslim?

Naturligvis er den sidste forklaring den rigtige. Jeg tror da ikke på, at de forsamlede imamer lige på én gang, uafhængigt af hinanden, har fundet ud af, at Enhedslistens arbejdsprogram med fri abort, lesbiske ægteskaber og andet godt pludselig er blevet deres politik. Nej, de er ligeglade med, hvilket parti, Asmaa tilsluttede sig. Havde hun valgt de konservative, ville imamerne have opfordret til, at man stemte konservativt. Og jeg spørger: Var islam i dette tilfælde religion – eller politik?

Et andet eksempel: I Nigeria er islam på fremmarch, og så hurtigt som om et par årtier, vil Nigeria have muslimsk flertal. Denne fremmarch, hvor man i iltempo vinder sjæle, drømme ingen om at betegne islamisme. Nej, her hedder det sig, at flere og flere så klar over, at Muhammeds lære er den rigtige – så de konverterer.

Ja, vel konverterer de. Men var det alene en religiøs vækkelse og en tro, hvorfor skulle man så, i takt med at folk konverterer til islam , ændre samfundets love og regler? Hvorfor skal strafferetten ændres? Hvorfor skal forfatningen ændres? Hvis det bare handlede om tro, hvorfor skulle så Nigerias britisk-inspirerede demokrati sparkes væk for at afløses af sharia?

Sagen er jo, at det her ikke handler om tro. Det handler om, at islam indeholder anvisning på alle livets forhold – herunder samfundets indretning. Det handler om, at demokrati ikke kan eksistere, fordi formen strider mod Mohammeds lære. Det vil sige, at et islamisk flertal pr. automatik, med mindre man da vil optræde kættersk – nødvendigvis må afskaffe demokratiet.

Og jeg spørger igen: Er islam religion, eller er islam politik?

»Når somalierne står overfor vejrkatastrofer, samles de alle og beder. Naturkastrofer er et tegn fra Allah for at straffe menneskene, fordi de ikke opfører sig ordentligt på jorden. Men hollænderne bebrejdede deres regering for ikke at have vedligeholdt digerne ordentligt – og gik så straks i gang med at udbedre digerne. Det lod ikke til, at der var nogen, der bad.«

Citatet er fra Ayaan Hirsi Alis bog, ”Opbrud og Oprør”, hvor hun beskriver sit opgør med islam – ved netop at sammenligne det velstående, tolerante, ordentlige og velorganiserede Holland, hun kom til, med det elendige, tilbagestående land, Somalia, hun havde forladt.

Ayaan havde gradvist sværere ved at forklare, hvordan det kunne være, at de lande, hvor alle tilbad Allah og underkastede sig Allah, og uden at stille spørgsmål levede efter islamiske forskrifter, på alle måder var så aldeles miserable, mens Holland, som ikke underkastede sig noget som helst, og følgelig måtte være udsat for Allahs vrede, var så fremgangsrige og velorganiserede – og så tolerante.

Hun kunne forklare, at et menneskeskabt system var så meget mere stabilt, fredeligt og godt end det system, som var udtænkt af Allah.

Det er ofte sagt, at vi danskere burde lære noget mere om islam – så vil integrationen af muslimer gå bedre. Det lykkedes mig at tage studentereksamen i 1973, uden at jeg i mit skoleforløb havde fået kendskab til islam . Det var ikke fordi, jeg ikke hørte efter. Sagen var, at ingen af mine lærere havde følt nogen anledning til at undervise i denne fjerne religion.

Da jeg så, i takt med at der kom muslimer til landet, begyndte at tænke på sagen, omfattede jeg i min bevidsthed islam med den allerstørste respekt, positivisme og tolerance. Det gør jeg altså ikke mere. Og det underlige er, at jo mere jeg med årene er kommet til at kende islam , desto mere vrangvillig og negativ er jeg blevet.

For jo mere står det klart, at islam er et system, der handler om, hvordan ikke alene det mest intime og private menneskeliv skal leves, men også hvordan samfundet skal indrettes. Og at der i det univers ingen plads er til eftertanke, til diskussion, til kritik. Her tæller kun underkastelse

Det forfærdelige traume er, at islam ikke kan vente med Paradis til efter døden. Islam vil have Paradis indført her og nu. Og når man har det mål for et samfunds indretning, ender det med tyranni. Det kender historien smertelige eksempler på.

Forleden lavede et institut en undersøgelse af danskernes forhold til islam . Det viser sig, at de negative holdninger overfor islam efter Muhammed-krisen er stærkt stigende, og at tilliden til islam i almindelighed er faldende. Det er ikke overraskende, at det forholder sig således. Det giver god mening.

For det skulle da bare mangle, at den hetz, som dengang blev rettet mod Danmark, ikke ville have nogen effekt på den måde, hvorpå vi opfatter islam .

Vi havde jo tidligere haft bange anelser: Den måde, hvorpå islam havde opført sig i forbindelse med kunstnere som Rushdie, Aayan Hirsi Ali og van Gogh havde nok sendt overraskelse ind over den vestlige civilisation, men danskerne generelt opfattede først rigtigt, hvor galt det er fat med islam , da det var Danmark det vulgære og urimelige had gik rettedes mod.

Og islams reaktion på tegningerne: Vold. Og det er bemærkelsesværdigt, at hver gang islam anklages for at være voldelig, er der straks masser af islams tilhængere, der løber ud i gaderne og forøver vold – i protest mod den frække påstand...

Enhver teologisk debat , som rummer kritik af islam , ethvert kunstnerisk tiltag, som udstiller profeten, enhver politisk ytring, som imødegår islam , vil kunne udløse skrigeriet, prygleriet og smadreriet.

Det er, set i det lys, ikke underligt, at de arabisk-islamiske lande ikke på nogen måde har kunnet bidrage til civilisationen – dér sker intet! Hvor er de nyeste arabisk-islamiske landvindinger inden for bygningskunst, humanistisk tænkning, filosofi, skulptur, litteratur, videnskab, teknologi? De er ikke eksisterende.

I de 20 lande i Den Arabiske Liga sker der intet. Produktionen er ikke vokset de sidste 30 år – faktisk er produktionen faldet. Bare lige for at sætte det i relief: Spanien alene har et større bruttonationalprodukt end samtlige arabiske stater tilsammen.

I et land som Saudi-Arabien bliver de astronomiske olieindtægter aldrig investeret i forsknings-, uddannelses- eller udviklingsprojekter, men anvendes alene til fysiske størrelser – ikke mindst militært udstyr, indkøbt i Vesten. Det samme gælder i de andre arabiske lande. Løb Saudi Arabien tør for olie, ville landet blive et af verdens fattigste og mest forarmede lande.

Den personlige frihed er begrænset. Styreformerne er islamiske diktaturer med censur – bøger er ofte bandlyste. Oversættelser finder stort set ikke sted. Igen til Spanien: Der oversættes ligeså mange bøger til spansk på et år, som der har været oversat til arabisk i de sidste 1.000 år.

De unge arabere har ingen job- og uddannelsesmuligheder, og alle drømmer om en fremtid i et europæisk land. Men ved ankomsten hertil, medbringer man – utroligt nok – islam , netop det regime, der bærer skylden for den manglende udvikling.

Når den arabiske verden er så tilbagestående, skyldes det, at det er lykkedes for islam at fastholde befolkningerne i uvidenhed. Man lærer, at alt er dikteret af Allah, at alt er skæbnebestemt, og initiativ dermed ligegyldig.

Den arabiske verden vil forblive fattig og tilbagestående, med mindre islam mister sit tag. Man kan ynke de mange afrikanske og asiatiske lande, hvor islam marcherer. Den skæbne, der venter dem, når det muslimske flertal er sikret, er et mareridt.

Det er vores opgave at sikre, at det ikke bliver i Danmark, at islam marcherer. 53 lande er allerede faldet til islam . Ikke ét er demokratisk. Hvorfor skulle et eksperiment her falde anderledes ud? Hvor islam går frem, breder ørkenen sig.

Sylen: Tyrkerne fatter faren

Ekstra Bladet, 03.05.2007, bagsiden

Af Søren Espersen, MF

TYRKIETS hærledelse har meddelt, at den er parat til at gribe ind, såfremt parlamentet vælger Abdullah Gül fra det religiøse parti AKP som landets nye præsident. Güls hustru går med tørklæde, og det faktum, mener hæren, vil sende et helt forkert signal om den tyrkiske stat. Den stat, som Kamal Atatürk for knap 100 år siden fik revet ud af muhamedanismens formørkelse – og frem mod civilisationen.

MÅSKE BURDE den evigt lalleglade og ulideligt lette Elsebeth Gerner Nielsen tage sine artsfæller, den autonome rebel Pernille Rosenkrantz-Theil samt den for tiden socialistiske Asmaa Abdol-Hamid i hånden, så de sammen kunne rejse en tur til Tyrkiet. Rejsens formål: ’At studere – og forhåbentlig forstå – tørklædets fare’.

DISSE TRE dansende damer har med den særlige overfladiskhed, der kendetegner dem, haft en førende rolle i den samtale, vi herhjemme for tiden fører om tørklædet – og ville have godt af en gang Tyrkisk Peber.

MUSLIM-WANNA-BE ’en, Elsebeth Gerner samt fuldblodsdittoen Asmaa ville dog, inden de fik adgang til Ankaras Universitet for at påbegynde deres nødvendige studium, blive nødt til at smide kostumerne, for på alle Tyrkiets universiteter er tørklædet strengt forbudt – og heller ikke i resten af det officielle Tyrkiet ville de tildækkede være velkomne.

De tre ville således hurtigt blive klar over, at i Tyrkiet er dette ikke en lallende, overfladisk caffè latte-venindesnak – i Tyrkiet er det her alvor!

SÅ ALVORLIGT ser man på Abdullah Güls planlagte islamistiske attentat på civilisationen, at Atatürks arvtagere er parate til at lade de militære køretøjer rulle frem i gaderne. Sådan har hæren flere gange været nødt til at reagere, når islamisterne stak næserne for langt frem. I den vestlige verden bør vi takke den tyrkiske hær for denne utrættelige kamp mod formørkelsen.

Sylen: Velkommen i Helvede

Ekstra Bladet, 01.05.2007, bagsiden

Af Søren Espersen, MF

HVER GANG en jihad-terrorist sprænger sig selv og en hel masse uskyldige i luften, hører vi den samme jammer fra diverse imamer.

Alle er de klar til at fortælle os: ’Islam er fredens religion, og det strider mod islams lære at tage livet af andre – og jihad er bare noget med at finde ind til Allah... ’

FINT NOK – det må vi andre så stole på.

Men så er det altså, at vi står og mangler lidt hjælp fra d’herrer imamer! For den internationale imam-klub ville uden større problemer kunne standse alle de gakkede jihad-terrorister, hvis de altså bare ville.

HVORDAN? Jo, der går jo et rygte rundt i jihad-kredse, at hvis man bare slår tilstrækkeligt mange mennesker ihjel, så skulle der hver morgen i al evighed vente 72 villige jomfruer på den anden side, og der vil aldrig mangle vådt eller tørt... Ja, det er ikke engang kun et rygte – det er man sikker på, hvis man er en jihad-terrorist.

OG DET ER da klart, at det med jomfruerne og god mad er noget, der trækker, hvis man er en småfrysende teenager i Leeds, som har vanskeligt med det med damer... Og hvad er det så lige, der skal ske med jomfruerne, efter at de har fået snuppet mødommene? Bliver de syet sammen igen – eller bliver de bare smidt væk?

For resten ville jeg gerne vide, hvad der venter kvindelige selvmordsbombere. Man kan godt få ondt af sådan en kvinde, hvis der hver morgen i Paradis, når hun vågner, står 72 fnysende veludrustede hanner klar til at fejre hende!

NÅ, MEN vi vil jo gerne være fri for selvmordsbomberne. Og mit forslag til imamerne er nu, at de i de kommende fredagstaler slår fast, at da det strider mod islams lære at tage livet af andre – så vil det med sikkerhed forholde sig sådan, at hvis man sprænger sig selv og andre i luften, så ender man i helvede. Den besked burde kølne jihad-interessen.

Sylen: Tillykke med den sorte præst

Ekstra Bladet, 30.04.2007, bagsiden

Af Søren Espersen, MF

JESPER LANGBALLE går under navnet ”den sorte præst”.

Se, det er han fløjtende ligeglad med, for heldigvis aner han ikke, hvad det vil sige at være fornærmet – og er derfor uinteresseret i, hvad han bliver kaldt. Af samme grund ville det være utænkeligt, at han selv gad forklare, hvorfor betegnelsen ”sort præst” i hans tilfælde er misvisende.

DET SKAL dog ikke afholde mig fra at gøre det; og samtidig vil jeg henlede læserens opmærksomhed på, at en vaskeægte kulsort præst efter næste valg, tilhyllet som en anden pinlig ayatollah, vil stå og udspy sin intolerance fra Folketingets talerstol. Hun hedder Asmaa Abdol-Hamid.

MEN HVAD er en sort præst egentlig? Kendetegnene på sådan en karl er alment accepterede, og kan kort skitseres som følger: ”Ja til hænderne over dynen!”, ”Ja til dødsstraf!”, ”Ja til en fundamentalistisk tro!”, ”Ja til religiøs underkastelse”, ”Nej til sex inden ægteskabet!”, ”Nej til fri abort!”, ”Nej til onani!”, ”Nej til kvindelige prædikanter!”, ”Nej til homoseksualitet!”, ”Nej til registrerede partnerskaber”, ”Nej til alkohol!”

I HVERT tilfælde svarer Jesper Langballe med en høj latter af foragt. Men i hvert tilfælde ville Asmaa med henførte, himmelvendte øjne – og eventuelt ledsaget af en hellig rallen – svare med et ”Allahu Akbar!”, Allah er større! Hvem var det nu lige, der var sort?

JO, ASMAA agerer netop som en ægte, tørvetrillende intolerant, sort præst. Sin unge alder til trods er hun, hvad angår frisind og tolerance, værre end Indre Missions stifter Vilhelm Beck. Meget

værre! For i det mindste havde Vilhelm Beck dog af og til noget humor – og i det mindste snoede han sig ikke som en orm, når det gjaldt om at sige sandheden. Til Frank Aaen og co. vil jeg bare sige: Held og lykke med vækkelses-prædikanten!

Danske byer skal ikke plastres til med moskéer

B.T., 30.01.2007, Side 30

Jurister diskuterer, hvorvidt man ifølge Grundloven kan ekspropriere et område i Århus, så dette kan benyttes til opførelse af en islamisk moské. I Grundlovens § 73 hedder det, at ekspropriering kun kan finde sted, hvor "almenvellet" kræver det; og det er der jo slet ikke tale om her. Et folkekrav om en moské har jeg i hvert fald ikke noteret mig. Tværtimod ville en stor islamisk moské i en dansk by jo ligefrem være til skade for almenvellet, og jeg er overbevist om, at et stort flertal af det danske folk – almenvellet – ville betakke sig for at få danske byer plastret til med sådanne bygninger.

Søren Espersen , MF, Dansk Folkeparti

Undgå løfter på andres vegne
B.T., 2. juli 2006, 1. sektion, side 33

Af Søren Espersen, MF (DF)

Det er helt på sin plads, at samtlige de ni sammensvorne muslimer blev dømt skyldige i overlagt mord - et skarpt signal til muslimer generelt om, at vi ikke accepterer likvideringer. En mand fra det muslimske miljø spurgte i forbindelse med dommen jamrende, hvad han skulle gøre, hvis han nu havde lovet sin datter væk, og hun nægtede.
Ja, det er da egentlig et meget relevant spørgsmål, for man skal da holde, hvad man lover. Problemet er jo præcis også alene dette, at man lover noget på andres vegne. Det kan man selvfølgelig ikke. Så et godt råd til muslimske fædre her i landet: Lad fra nu af være med at love jeres datter væk - så bryder I jo ingen løfter..!


Fra frisk pust til forudsigelighed
Jyllands-Posten, 4. april 2006, 1. sektion, side 11

Khaders forening startede som et frisk pust, men endte som en joke af triviel forudsigelighed, mener skribenten.

Af Søren Espersen, folketingsmedlem (DF)

DET VAR ET frisk pust og en absolut glædelig begivenhed, da det radikale folketingsmedlem Naser Khader stod frem og stiftede foreningen Demokratiske Muslimer.

Her så man en mulighed for, at muslimer, som bekendte sig til demokratiet, ville kunne få ansigt og mæle - og tale de ekstremistiske imamer midt imod. De imamer, som i den grad i årevis havde forpestet landet og medvirket til tvangsægteskaber, til slørtvang, til undertrykkelse af kvinder, og som på det seneste havde været hovedansvarlige for, at danske ambassader blev stukket i brand.

Fra Dansk Folkepartis side roste vi Naser Khaders initiativ, idet det netop glædede os, at islamismen nu fik en ny og væsentlig modstander - nemlig en gruppe af muslimer. Det skulle så i øvrigt vise sig, at kun en håndfuld af disse muslimer vil lade sig fotografere.

Men Naser Khaders initiativ startede altså som såvel en øjenåbner for mange - som et frisk pust. I dag må jeg konstatere, at initiativet er endt som en joke af triviel forudsigelighed. Jeg må konstatere, at det ikke er fra Demokratiske Muslimer, at danskerne skal forvente nytænkning.

For nok er Naser Khader da en flink fyr, men han er altså også medlem af Det Radikale Venstre og er i ét og alt og i sjæl og sind radikal og kulturradikal. Og derfor - efter ganske få uger, hvor han svævede højt og frit over andegården og sagde forfriskende ord, er han selvfølgelig igen plumpet ned i den klamme forudsigelighed i den radikale folketingsgruppe. Dér, hvor dagsordenen jo ikke har det allermindste med at bekæmpe islamister at gøre, endsige få dem smidt ud af landet, men alene har at gøre med at pludre videre med Abu Laban og de andre religiøse banditter, vise human forståelse for middelalderlige kulturfænomener - og så i øvrigt bekæmpe Dansk Folkeparti med næb og kløer.

Det sidste er Naser Khader nu også - efter sine få frie uger i frisk luft uden for andegården - som en gammel slidt plade begyndt på igen, hver gang han får en mikrofon stukket op i ansigtet. Hvilket han jo som bekendt ofte gør. Også resten af de få Demokratiske Muslimer, der tør stå frem, har som første prioritet at bekæmpe Dansk Folkeparti. Så her - har man bragt sig helt på linje med imamerne og deres ekstreme tilhængere. Det er efterhånden svært at se forskellen.

Så overstadigt lykkelig er Naser Khader over igen at befinde sig blandt vennerne i det trygge grønne miljø i den radikale gruppe, at han nu ifølge pressen har indvilget i at blive minister. Så må man jo da håbe for ham, at han engang får tilbudt stillingen.

Mange har i Naser Khader set manden, der vil kunne forandre dansk udlændingepolitik, men jeg bliver nødt til at erindre om, at Naser Khader i ét og alt står last og brast med det parti, der bærer hovedansvaret for, at i titusindvis af ekstreme muslimer i årtier har fået lov til at møve sig ind i Danmark. Yderligere skal jeg erindre om, at de radikale hverken har mulighed for eller vilje til at gøre noget som helst ved problemet. De radikale har altid ladet stå til. Og de vil fortsat lade stå til - med Naser Khaders fulde opbakning - nu, hvor han er tilbage i andegården.

Naser Khader og De Radikale
Berlingske Tidende, 24. februar 2006, 2. sek., magasin, side 12

Af Søren Espersen, MF (DF)

Det var en underlig oplevelse at se og høre den radikale Naser Khader i »Profilen« på DR TV (22.2.), hvor de Radikale skildredes som dem, der nu skal til at lave udlændingepolitik i Danmark. Man forstod det sådan, at godt nok skulle imamerne bekæmpes, men først og fremmest skulle Dansk Folkeparti skubbes væk fra samarbejdet med VK-regeringen, og så skulle de Radikale til. Ja, Naser Khader udtrykte det ligefrem på den måde, at dette med at få DF verfet væk var det allervigtigste for ham og de Radikale – så skulle der igen indføres en anstændig udlændingepolitik, sagde han. Yderligere fastslog han, at han var radikal med liv og sjæl – og at han gik ind for de Radikales politik.

Jeg synes, det oven på dette helt virkelighedsfjerne show er vigtigt at slå nogle ting fast.

Vigtigst, at det præcis er Det Radikale Venstre, som er selve hovedårsagen til den katastrofale situation, Danmark stod i op til det forløsende folketingsvalg i 2001. Det var under Det Radikale Venstres herredømme, at 20.000–25.000 fremmede strømmede ind i landet hvert eneste år. Fuldstændig uden begrænsninger kunne bl.a. middelalderlige imamer og andre ekstremistiske islamister drøne over grænsen og bosætte sig her, hvor de kunne prædike deres had til den vestlige civilisation i almindelighed og Danmark i særdeleshed.

Det var Det Radikale Venstre, der igen og igen forsvarede disse ekstremister – og rasede mod Dansk Folkeparti, når vi advarede mod dem. Man mente ligefrem, vi var racistiske, når vi helt korrekt og nødvendigt gik løs på islamisterne. Med dette i erindringen bør derfor ingen lade sig lulle i søvn af Khaders velsmurte stemme og tilforladelige udseende. Ikke mindst fordi det jo ingenlunde er ham, der repræsenterer flertallet partiet. Det gør derimod folk som MFerne Morten Østergaard, Simon Emil Ammitzbøll, Elsebeth Gerner-Nielsen og Elisabeth Geday.

I erkendelse af at Khader lige præcis i disse uger kan gå på vandet, holder man i denne firebande p.t. en meget lav profil, og bliver de endelig spurgt, er det goddag-mand-økseskaft-svar, man hører fra dem. Men tag ikke fejl: Firebanden, såvel som de mange ekstremistiske islamister, der allerede er en del af de Radikales medlemsskare, skærer tænder i disse uger, men holder for tiden gode miner til slet spil. På én gang at ville bekæmpe islamismen, være tilhænger af en stram udlændingepolitik og være radikal med liv og sjæl, er en umulig kombination. Selv ikke Naser Khader kan skræve så langt, uden at bukserne revner.

Sluttelig om Radikales drømme om at verfe Dansk Folkeparti væk: Jamen, Venstre og Konservative er jo efter eget udsagn meget glade for samarbejdet med Dansk Folkeparti – i erkendelse af at det netop er VOK-samarbejdet, der har bremset op på de katastrofale resultater af Det Radikale Venstres og Socialdemokraternes regeringsførelse. I øvrigt er der jo simpelthen ikke mandater nok til et VKR-samarbejde. Men skulle miraklet ske ved næste folketingsvalg, er det mit indtryk, at Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen er for kloge til at ville give Det Radikale Venstre så meget som spidsen af en lillefinger.

Tænk, hvis det havde været Krarup i stedet for Bondam!
Jyllands-Posten København, 3. januar 2006, 8. sek., side 14

Af Søren Espersen, MF (DF)

"Gadens helte" var det tilnavn, den radikale borgmester Klaus Bondam forestillede sig, at Københavns nye gadefejerkorps af indvandrere skal have. Indvandrerne, som intet arbejde har, skal - uanset deres uddannelsesniveau - ud med kost og fejeblad. Se at komme i sving!

Politiken, som bragte historien om Bondams nye idé på forsiden, havde fået indvandrerkonsulenter og andre eksperter til at udtale, at ideen var ganske aldeles interessant; en overordentlig spændende nyskabelse.

Lige efter kom jeg i et vildt sekund bare lige til at tænke på, hvordan man mon ville have reageret - dels fra de radikale, dels fra indvandrerkonsulenterne og fra Politiken, såfremt det nu var Søren Krarup, - og ikke Klaus Bondam - der først havde fået den vildt nyskabende idé at jage højtuddannede indvandrere ud i kulden med kost og fejeblad? Svaret blafrer i vinterstormen.

Indvandring? Ja, tak!
Politiken 11.  september  2005, 3. sektion, side 8

Indvandring? Ja, tak! Men ikke for enhver pris. Hvad får indvandrerne ud af at være her - og hvad får Danmark ud af at have dem? Er det til glæde for begge parter - ellers kan det være lige meget?

Af Søren Espersen, MF, Dansk Folkepartis udenrigsordfører

Indvandring? Ja, selvfølgelig. Indvandring er jeg varm tilhænger af. Indvandring har landet i øvrigt haft siden Arilds dage, men Danmark blev af den grund alligevel aldrig et indvandrerland.

I hvert fald ikke før udlændingeloven af 1983, som Hans Gammeltoft-Hansen skal lastes for - hvilket er årsagen til, at Dansk Folkeparti altid stemmer imod, når han skal genvælges som ombudsmand. Først når han en dag har fået sagt det danske folk undskyld for sit forsøg på at gøre Danmark til indvandrerland, vil jeg storsindet overveje tilgivelse.

Men hvordan kan jeg nu på én gang være varm tilhænger af indvandring og glødende modstander af Danmark som indvandrerland? Ja, den sag har alene at gøre med antallet af indvandrere.

Da bl.a. jeg i begyndelsen af halvfemserne begyndte at tale om antal, blev mange forargede. Det var dengang endnu profant at tale om antal. »Hvordan kan du nævne antal i forbindelse med mennesker?«, lød spørgsmålet, og man fortsatte: »Det her er ikke et spørgsmål om antal, kun et spørgsmål om holdninger, kun et spørgsmål om anstændighed«.

Jeg havdedet helt modsatte synspunkt: Det her var og er udelukkende et spørgsmål om antal - i hvert fald hvis vi vil bevare vore sædvaner. Og det siger egentlig sig selv: 400 kinesiske indvandrere til København kan da aldrig i livet ændre hovedstaden, men med 400.000 kinesiske indvandrere til København, er det en anden sag. København bliver ikke nødvendigvis et dårligere sted at bo, men under alle omstændigheder bliver det en ganske dramatisk forandret hovedstad.

Danmarks Statistik fortalte for nogle år tilbage, at såfremt den muslimske indvandring fortsatte uændret, ville Danmark ved år 2060 have muslimsk flertal i landet. På samme måde som med kineserne i hovedstaden siger det jo sig selv, at et muslimsk flertal i landet alt andet ufortalt vil medføre ændrede sædvaner i Danmark.

Bl.a. jeg har så forlangt diskussionen af, hvorvidt det danske folk så også er til sinds at acceptere sådanne markant ændrede sædvaner i landet. Da forvirrede politikere under Gammeltoft-Hansens taktstok stemte udlændingeloven af 1983 igennem, var sådan en diskussion end ikke oppe at vende. Man debatterede aldrig med det danske folk, hvordan landet mon ville blive, og om vi nu ville kunne klare det. Man diskuterede aldrig, hvorvidt et multietnisk samfund var ønskeligt.

Nogle, bl.a. Den Danske Forening forsøgte at rejse diskussionen - men ingen ville tale med dem. Når en landsby forståeligt nok protesterede over med ét at få sit indbyggerantal fordoblet af ikke-dansktalende i og med at et flygtningecenter blev anbragt i landsbyen, blev landsbybeboerne verbalt overfaldet af chefredaktører og meningsdannere. Måske ville landsbyen med held have kunnet absorbere 8-10 udlændinge og gjort dem til en del af samfundet - men nu kom der 400. Og så blev opgaven uløselig.

Det varaltså alene antallet, der tog pusten fra folk. Selvfølgelig! Men det var altså en diskussion, der ikke var tilladt. Det er den nu. I dag diskuterer vi frit ikke alene antal, men endog, hvad indvandrerne kan bidrage med: Hvad får indvandrerne ud af at være her - og hvad får Danmark ud af at have dem? Er det til glæde for begge parter - ellers kan det være lige meget.

En af de mest sejlivede myter, som det er lykkedes at få skabt, er, at Danmark altid har været et indvandrerland. Jeg hører den ofte gentaget, når jeg er på skoler og gymnasier: »Vi har jo haft roe-polakker, jøder, hollændere, huguenotter og kartoffeltyskere - så historisk er Danmark et indvandrerland«.

Men myten er fup. For vel er der igennem tiderne kommet fremmede mennesker til landet, men det er sket i et så uendelig lille antal, at de helt og aldeles har kunnet optages på fornuftig og rimelig måde. I 1965 udsendte historikeren George Nellemann sit projekt for Nationalmuseet, 'Polske landarbejdere i Danmark og deres efterkommere', og skrev i sit forord: »Danmark har ikke haft mange minoriteter eller indvandrere, følgelig har vi heller ingen tradition herhjemme for forskning i sådanne befolkningsgrupper«. Et bemærkelsesværdigt udsagn fra en anerkendt historiker, set i lyset af fuphistorien om landet, som i hundreder af år har indbudt fremmede. Se lige disse tal:

Af jøder kom der ca. 7.000 på 373 år - årligt gennemsnit: 19
Af polakker kom der ca. 5.000 på 102 år - årligt gennemsnit: 49
Af hollændere kom der ca. 800 på 477 år - årligt gennemsnit 1,5
Af kartoffeltyskere et lignende antal.
Af huguenotter kom der ca. 500 på 435 år - årligt gennemsnit 1,1.

I alt altså omkring 15.000 indvandrere - i løbet af flere hundrede år. Oven i købet folk fra den vestlige kulturkreds. Til sammenligning kom der i et enkelt år, 2001, mens masseindvandringen var på sit højeste, ca. 22.000 - herunder familiesammenførte. Langt de fleste af disse indvandrere fra Den Tredje Verdens lande.

Hvad bidrogde i øvrigt med til Danmark, alle disse grupper fra den tidligere indvandring? Ja, lad mig bruge et enkelt eksempel. I 1815 var der i Danmark i alt 2.400 jøder - heraf 750 voksne mænd. Disse 750 voksne mænd havde grundlagt eller ejede 34 fabrikker. 25 af dem var grosserere, 50 var studerende eller læger og 140 var håndværkere med egen forretning.

Det var dengang. Men også i vore dage er der mange succeshistorier i forbindelse med indvandringen, og selvom VOK-flertallet har strammet en del op, har det danske erhvervsliv aldrig nogen problemer med at skaffe adgang for den specialist-arbejdskraft, man ønsker.

Uanset hvor indvandreren så kommer fra i verden. Hvert år kommer der et sted mellem 1.000 og 2.000 indvandrere ind i Danmark på denne måde. Nogle rejser igen efter nogle år, andre bliver i landet, gør Danmark til deres nye hjem, og bliver gæstfrit budt indenfor af danskerne. Jeg kender i snesevis af sådanne indvandrere, hvis talenter i høj grad er medvirkende til Danmarks fremgang og fortsatte lykke.

Men deter naturligvis ikke alene de af erhvervslivet håndplukkede udlændinge, der i årenes løb har gjort det godt i Danmark, og hvis tilstedeværelse vi skal glæde os over. Også mange folk, der i tidens løb er kommet hertil som flygtninge, har medvirket til, at Danmark er et godt land at være i.

Mange er gledet ind i samfundet på den mest naturlige måde, de har arbejdet utrætteligt, de har ved deres viden, deres evner og deres gåpåmod gjort deres til, at Danmark er blevet et af verdens mest velhavende lande. Langt de fleste mennesker i dette land kan, ofte med stolthed, pege på en eller anden i slægten, som på et tidspunkt er kommet hertil fra et fremmed land. I dag er det kun det sjældne familienavn i en helt dansk familie, der røber den fremmede herkomst.

Det var her i Politiken, at Pia Kjærsgaard i en Kronik i fjor skrev følgende: »Vi skylder disse indvandrere tak. Og med denne tak være også sagt, at vi selvfølgelig nu og i al fremtid både skal og vil give fremmede adgang for at flytte til landet og slå sig ned her. Intet land hverken bør eller kan være en utilgængelig og isoleret ø«.

Jeg er som sædvanlig enig med Pia Kjærsgaard.

Fakta: Djævlens advokat.

Søren Espersen er journalist af uddannelse og forfatter til bøger om dansk historie og politik. I mange år har han været pressechef for Dansk Folkeparti, og siden sidste folketingsvalg har han været valgt for samme parti, hvor han bl.a. varetager udenrigspolitiske spørgsmål. Som medlem af et parti, der har markeret sig kraftigt imod indvandring, har vi bedt ham om at reflektere over spørgsmålet: Kan der slet ikke siges noget til gunst for netop indvandring?

Foragter danskerne
Ekstra Bladet 22. januar 2002, 1. sektion, side 22

Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef

I journalist Thomas Qvortrups indlæg 'Racisme og diskrimination' (læserbrev 21. 1.) anfører han, at Pia Kjærsgaard og hendes kumpaner (det er vist bl.a. mig ...) har plantet frygt i den danske befolkning og er populister. Jeg er ikke bevidst om at have

plantet frygt. Jeg har derimod påpeget det fortvivlende i hvert år at lukke 15.000-25.000 fremmede mennesker ind i landet og gøre dem til indbyggere - uden at det danske folk er blevet spurgt. Jeg har yderligere ført en politisk kamp for at få ændret den danske udlændingepolitik, idet jeg dybt inde i mit hjerte er angst for Danmarks og det danske folks fremtid. Denne kamp har ikke været uden omkostninger. Populistisk kan projektet derfor dårligt betegnes.

Thomas Qvortrup beskriver i øvrigt danskerne på en meget nedladende måde: 'De kan nu læne sig tilbage i lædermøblementet bag kakkelbordet ...' underforstået: 'De er ikke for kloge. De har ingen smag. De er småborgerlige'. Nu skal jeg jo ikke gøre mig klog på. hvilket møblement der pryder Thomas Qvortrups lejlighed i Asminderødgade. Men lad mig gætte på, at indretningen er særdeles smagfuld og ikke det mindste småborgerlig. Det ønsker jeg dig tillykke med, Thomas Qvortrup. Jeg under dig at have smagfulde møbler. Til gengæld kan jeg ikke ønske dig tillykke med den foragt, du nærer for det folk, du selv er ud af - og en del af. Det må være forfærdeligt at have det sådan.

Pia med slør
Politiken 27. november 2001, kultur_og_debat, side 4

Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef samt redaktør af Dansk Folkeblad

Erik Pontoppidan undrer sig i Politiken (24.11.) over, at ingen har bragt fotoet af Pia Kjærsgaard med slør i forbindelse med Dansk Folkepartis leders besøg i Iran i fjor. Erik Pontoppidan mener ligefrem, at det billede skal frem - og at den, der kan skaffe billedet, må være kandidat til 'Årets pressefoto'. Den pris tager jeg med glæde, for jeg har faktisk for længst bragt billedet i Dansk Folkeblad - DF's tidsskrift - som jeg redigerer. Billedet var jo netop en klar illustration af, at Pia Kjærsgaard ved at iføre sig sløret under sit besøg i Iran er tro over for sit og DF's princip: 'Skik følge eller land fly' - og at man som besøgende i et fremmed land naturligvis skal optræde med respekt over for stedets traditioner. Ville udlændinge her i landet bare forholde sig på samme værdige måde til Danmarks traditioner, var meget nået.

Information svigter egne idealer
Information 11. juli 2001, 1. sektion, side 9

Af Søren Espersen, pressechef Dansk Folkeparti

I lørdagens (den 7. juli) leder, 'Stormens høstkarl' belæres jeg om, hvor forfærdelig jeg er, fordi jeg har været med til at foranstalte en underskriftsindsamling mod moskéen i Njalsgade. Man må mene om mig, hvad man vil, men den argumentation, der fra Informations side benyttes for at kritisere, at jeg og en gruppe borgere på Amager har besluttet sig til at stritte imod moskéen, er mere end underlig. Ja, en svigten af Informations egne idealer. Lederen, som er skrevet af David Rehling, spørger nemlig forarget: Hvad skal denne folkelige modstand til for - der er jo allerede lavet en lokalplan: Citat: »Der er intet lokalplanforslag at gøre indsigelse imod, for der er en fuldt gældende, eksisterende lokalplan...« Med andre ord hedder det altså i en leder i Information: Når der én gang er vedtaget en lokalplan, når der én gang er vedtaget en lov, når politikerne én gang har besluttet noget, må den folkelige opinion tie.

Så er der ikke længere noget at protestere imod. Så er sagen uddebatteret. Så sår man bare ufred, hvis man beskæftiger sig med det. Tjah, måske burde Børge Outze i sin tid alligevel ikke have sat sig op imod myndighederne, da han grundlagde dit blad - eller hva', David Rehling. Politikerne havde jo talt, og havde manet til besindelse - ja, de havde ovenikøbet gjort det frie ord ulovligt. Hvor vovede Outze så at medvirke til en folkelig modstand...

Behørigt vedtaget

Eller hvad med de franske atomprøvesprængninger, som jeg også mener du, David, i sin tid harcellerede over og forsøgte at skabe en folkelig modstand mod. Hvordan kunne du dog finde på det! De sprængninger var jo behørigt vedtaget i parlamentet - ja, hvem ved: Måske var der ligefrem lavet en lokalplan! Eller hvad med Greenpeace, David, som jeg ved, at du også har et varmt hjerte for. Hvad er meningen med, at de kunne finde på at rejse en folkelig modstand mod udskibning af gen-modificerede produkter fra Århus Havn. Herregud. Produktet var jo fuldt lovligt - vedtaget af politikerne - og jeg tror da bestemt, der var lavet en lokalplan for Århus Havn. Er ordet 'lokalplan' nu på det moderne Information blevet et så helligt mantra, som mirakuløst overtrumfer alle protester, alle argumenter, al folkeligt engagement? I så fald er det ikke mere det Information, jeg kendte.

Hvem provokerer?
Jyllands-Posten 7. marts 2001, 1. sektion, side 9

Af Søren Espersen, DFs pressechef

Dansk Folkepartis Ungdom har fået stryg for en plakat. Den provokerer, siges det. Men hvem er egentlig mest provokerende: DFU, som laver en plakat eller landets magthavere, som hvert år tillader 20.000 vildtfremmede indvandrere at strømme ind i landet?

##