Søren Espersen

Fra Berlin til Beijing
Jyllands-Posten 30. september  2006, 1. sektion, side 13

Af Søren Espersen, folketingsmedlem, udenrigsordfører (DF)

HISTORIENS dom over De Olympiske Lege i Berlin 1936 er klar: Alle indser i dag, at det var en fejltagelse, at verdens elitesportsfolk og lande ved deltagelse i Hitlers paradeforestilling gav naziregimet det blå stempel.
Hvordan vil mon historiens dom være over De Olympiske Lege i Beijing 2008? Er vi nu med vidtåbne øjne - og med de samme argumenter om fred og forsoning - i færd med at begå den samme fejltagelse, og er der dermed en lige linje fra Berlin 1936 til Beijing 2008?
Mens man dengang - delvis kunne undskylde sig med uvidenhed om de reelle forhold i Nazityskland, som på daværende tidspunkt havde fungeret i knap tre år, er der denne gang utrolig stor viden om de forhold, som det kommunistiske regime byder indbyggerne i Kina. Det er ingen hemmelighed - regimet har eksisteret i over 50 år - og når det gælder de basale frihedsrettigheder, er intet blevet bedre med årene.
Amnesty International har netop - med godt 650 dage til OL i Kina - udsendt en rapport om landet, som fortæller historien om et ganske forfærdeligt land. Godt 10.000 mennesker henrettes årligt efter uretfærdig og summarisk rettergang. Man henretter for berigelseskriminalitet, man henretter af politiske og religiøse årsager. Forholdene i de tusindvis af grusomme KZ-lejre er veldokumenterede - og der går vedholdende rygter om, at man i visse KZ-lejre, med videresalg for øje, fjerner organer fra sunde fanger. Man kunne nævne Tibet, man kunne nævne den totale mangel på pressefrihed og ytringsfrihed, og man kunne nævne kommuniststyrets chauvinistiske facon over for det frie og demokratiske Taiwan.
Forholdene i kommunist-Kina i dag er af en sådan beskaffenhed, at i en sammenligning med dagens Kina og Nazityskland i 1936 ville situationen faktisk falde positivt ud til Tysklands fordel. Det var faktisk først flere år efter 1936, at Hitler for alvor påbegyndte massehenrettelserne, folkefordrivelserne og folkeudryddelserne. Alt det har kommunist-Kina været i gang med i årevis. Og det lige for øjnene af os alle - vi kan bare åbne for CNN.
Det er min opfattelse, at der går en lige linje fra Berlin i 1936 til Beijing i 2008. Og det er min opfattelse, at vi alle sammen på ny sejler lige lukt ind i en ny katastrofal fejltagelse - og at historiens dom dermed også vil fældes over vor generation.

Som en havelåge mellem venner - om grænsen
Flensborg Avis 30 juni 2006, side 22
Søren Espersen er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti. Kronikken er identisk med den tale, han holdt ved det danske årsmøde i Bredsted den 10. juni.

Af Søren Espersen

At holde forbindelsen ved lige mellem danske nord for grænsen og danske syd for grænsen - og år for år at styrke forbindelsen - er en sag, der ligger over partipolitik. Det er en sag, som samler Folketinget på en måde, som vi ikke kender det fra noget andet område inden for politik.

De danske årsmøder drejer sig da også kun om to ting: ÊFor det første at sikre sammenholdet og fællesskabet i det danske mindretal hernede, og for det andet at vedligeholde og markere samhørigheden mellem mindretallet og danskere nord for grænsen.

I dag er der fred og fordragelighed mellem tyskere og danskere. Tyskland er blandt vore bedste venner, og danskere og tyskere arbejder godt sammen med hinanden på begge sider af det, der så i 1920 blev grænsen. I årenes løb er der i dette grænseland skabt en fin forståelse mellem to folkeslag, som i århundreder har bekæmpet hinanden. Fra andre grænseregioner rejser man ligefrem til Sønderjylland for at tage ved lære. Så vidt kan vi alle blive enige. Men hvorfor det er gået så godt, kan vi nok blive uenige om:

Min forklaring er, at når der langsomt og møjsommeligt er skabt dette gode forhold mellem danskere og tyskere, skyldes det, at grænsen ligger fast, og at den er accepteret af såvel dansk som tysk.

At man mellem naboer kan have et fortrinligt forhold over hækken, at man kan besøge hinanden, hygge sig med hinanden og respektere hinanden - fordi begge parter ved, hvor skellet går. Situationen her i det dansk-tyske grænseland har således bestyrket mig i min opfattelse af, at en grænse netop er fredsskabende og tillidsskabende, mens problemerne folkeslag imellem netop opstår, hvor der hersker tvivl om grænserne.

En solid havelåge

Den dansk-tyske grænse har fungeret som en solid havelåge mellem venner: Let at komme igennem, hvis man har rent mel i posen - men vanskelig at gennemtrænge, hvis man har skumle hensigter. Sådan var det - og sådan burde det være. For sådan skabtes rammerne om det glimrende samarbejde mellem tysk og dansk.ÊOm end jeg godt kan frygte det, håber jeg så sandelig ikke, at den nye, mere forvirrende situation, der er skabt i forbindelse med Schengen-aftalen, vil ændre på det gode dansk- tyske forhold, vi har kendt i så mange, mange år.

Ikke Sønderjyllands grænse

Sønderjyderne på begge sider af grænsen har jo en ganske særlig interesse i, at grænseforholdene er optimale, men jeg må dog i den forbindelse slå fast, at grænsen ikke er Sønderjyllands grænse, men Danmarks grænse.

Dette er meget vigtigt at understrege, idet der hernedefra ofte har været ytret bemærkninger om, at politikere - ved at inddrage grænseproblematikken - har taget sønderjyderne som gidsler eller ligefrem "slået plat" på sønderjyderne.

Grænsen mellem Danmark og Tyskland går ganske rigtigt gennem Sønderjylland - den nordlige del af Sønderjylland, som ofte benævnes Nordslesvig, og den sydlige del af Sønderjylland, som i daglig tale kaldes Sydslesvig.

Men grænsen er immervæk Danmarks grænse, og når blandt andet jeg som dansk politiker er så optaget af grænsesagen - så er det ikke for at inddrage sønderjyderne i den danske politiske hverdag. Så er det, fordi grænsen af 1920 er Danmarks grænse - Himmerlands, Københavns, Fyns og Sjællands grænse - altså: Danmarks grænse!

Fra vor side - os nord fra - er det en selvfølgelighed, at det danske folk her, syd for den dansk-tyske grænse, suverænt vælger deres repræsentanter og talsmænd, og at vi i folkestyrets navn respekterer dem, der vælges.

På samme måde må det være selvfølgeligt, at de tillidsfolk, som det danske folk nord for grænsen vælger, må nyde samme respekt her. Kun på den måde vil der fortsat kunne være en naturlig sammenhørighed. Og kun på den måde kan vi på en ordentlig facon tage del i hinandens debatter.

Deltag i debatten

For selvfølgelig skal vi tage del i hinandens debatter. For selv om det er jer, der sætter dagsordenen for debatten i Sydslesvig, afskærer det ikke os nord fra for at tage del i diskussionen. Ê Tilsvarende gælder også modsat: Jeg anser det for en selvfølgelighed, at sydslesvigerne giver deres besyv med om for eksempel den pågående etiske og samfundsmæssige situation i Danmark. Mit håb er blot, at de to hovedårsager til, at årsmøderne fortsat afvikles - og som jeg nævnte tidligere - aldrig må overskygges af politiske fløjkampe og almindeligt dagligdags politisk fnidder-fnadder. Dertil er den sydslesvigske sag for vigtig og for overordnet.

##

Dannebrog skal ikke gemmes væk - og der skal spilles fodboldlandskamp
B.T., 18. februar 2006, 1. sek. side 28

Af Søren Espersen, MF (DF)

Som følge af at en aldeles ukendt og i alle sammenhænge ligegyldig arabisk fodboldklub agter at afbrænde et Dannebrogsflag forud for en af deres hjemmekampe, forlyder det, at man nu overvejer at aflyse fodboldlandskampen mellem Israel og Danmark den 1. marts. Det hedder sig, at "frygten" blandt danske fodboldlandsholdsspillere nu er stigende, og en af spillerne har udtalt, at nu, hvor der åbenbart skal brændes danske flag af, er det en virkelig god grund til at aflyse kampen.

Jeg vælger at tro, at landsholdsspillerne - som ellers virker som nogle fornuftige fyre - er blevet godt og grundigt manipuleret af medierne. For det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at voksne danske landsholdsspillere ikke tør spille en fodboldkamp, fordi der brændes nogle danske flag af. I så fald skulle amerikanske sportsfolk aldrig nogensinde have deltaget i nogen sportsbegivenhed siden Vietnamkrigen i 1960erne. For amerikanske flag er blevet afbrændt i gaderne verden over lige siden. Hvor mange israelske flag, der er blevet brændt i tidens løb, tror jeg ingen har tal på.

For det første er Israels nationale fodboldstadion i Ramat Gan givetvis verdens mest sikre sted at spille fodbold. Er der nogen, der kender til at skabe sikkerhed, er det israelerne, som hvert sekund på dagen må være årvågen overfor den muslimske terrortrussel. Så spillerne burde faktisk være mere nervøse for at spille fodbold i Århus eller i København.

For det andet - og det er det vigtigste - er det pinligt at høre på, at vi danskere nu skal til at gemme Dannebrog væk. Vi skal i disse tider gøre det præcist modsatte: Vi skal i alle sammenhænge vise Dannebrog så meget som overhovedet muligt. Det er lige præcis nu, hvor intolerante horder træder på vores flag og afbrænder vores flag, at vi som danskere har en ganske særlig forpligtelse til i alle tænkelige sammenhænge at vise flaget.

Tid til nye flagdage
Jyllands-Posten 17.  maj  2005, 1. sektion, side 9
Det kunne være begyndelsen på en større revision af de officielle flagdage, når Dansk Folkeparti foreslår, at 29/8 bliver officiel flagdag.

Af Søren Espersen, MF (DF)

I FORBINDELSE med 60-året for landets befrielse foreslog jeg på vegne af Dansk Folkeparti, at 29/8 skulle være officiel flagdag, så vi hvert år kunne markere opgøret med Besættelsens samarbejdspolitik. Forslaget fremsættes i Folketinget til efteråret. Men samtidig var det måske tiden at begynde en revurdering af landets officielle flagdage. Skal også vi almindelige danskere fortsat holde flagdagene i hævd, er det nemlig vigtigt, at hver officiel flagdag markerer en begivenhed, hvis betydning for landet og senere generationer er uomtvistelig og så at sige har en tidløs betydning.

En vrimmel af flagdage

Det er ikke tilfældet i dag, hvor det vrimler med mindre betydningsfulde flagdage, som typisk er blevet til i en tid, da Treårskrigen og 1864 var meget tæt på. Man burde drøfte, om nogle skulle ud og andre, som hidtil ikke har været flagdage, skal ind. Det følgende er min opfattelse og alene et oplæg til den drøftelse, vi nu må have: Vi deler normalt vore flagdage op i tre kategorier: De kongeliges fødselsdage, kristne højtider og nationale flagdage. Hvad angår de kongelige fødselsdage bør der i fremtiden alene flages på dronningens, prinsens, kronprinsens fødselsdage, mens alle andre udgår som flagdage. Af kristne højtider bør der kun flages langfredag (på halv stang), påskedag, pinsedag og juledag. Og så kunne vi uden videre sige farvel til palmesøndag, skærtorsdag, 2. påskedag, store bededag, Kristi himmelfartsdag og 2. juledag. Nytårsdag, som jo i kristen henseende hverken er fugl eller fisk, kan vi også spare flagningen.

Farvel til syv

Når det gælder de nationale markeringer, bør vi sige farvel til følgende syv flagdage: 29/1 for Holmens Hæderstegn, 2/2 for kampen ved Mysunde i 1864, 10/2 for afstemningen i Sønderjylland i 1920, 9/4 for Besættelsen i 1940, 9/5 for kampen ved Helgoland i 1864, 6/7 for slaget ved Fredericia i 1849 og 4/10 for stormen på Frederikstad i 1850.

Seks nye

Til gengæld må vi indføre seks nye nationale flagdage, som alle har haft kolossal betydning for landets skæbne: 11/2 for stormen på København i 1659, da svenskernes erobringsforsøg mislykkedes, 1/4 for Niels Ebbesen Dagen i 1340, som blev begyndelsen på det folkelige oprør mod de holstenske grever, 20/6 for Stavnsbåndets ophævelse i 1788, da kong Chr. VII underskrev forordningen, der gjorde bønderne frie, 3/7 for slavernes frihed i 1848, da Peter von Scholten på Sankt Croix underskrev negerslavernes frihedsbrev, 29/8 for opgøret med samarbejdspolitikken i 1943 og 30/10 for Reformationen i 1536, da kirkegodset konfiskeredes, og den protestantiske reformation blev en kendsgerning. Desuden vil jeg foreslå, at følgende flagdage bibeholdes: 2/4 for slaget på Reden i 1801, 18/4 for stormen på Dybbøl i 1864, 1/7 for slaget i Køge Bugt i 1677, 25/7 for slaget ved Isted i 1850, 5/5 for Befrielsen i 1945 samt 5/6 for grundlovsdag og genforeningsdag i 1920.

Qureshi må sige undskyld
Jyllands-Posten 23.  april  2005, 1. sektion, side 9

Af Søren Espersen, Folketingsmedlem (df)

FOLKETINGSmedlem Kamal Qureshi fra SF har flere gange demonstreret manglende værdighed i forhold til det embede, han bestrider eksempelvis, da han kom marcherende ind til en af dronningens fester i en morgenkåbe - men med sit væmmelige racistiske sprogbrug er han denne gang gået langt ud over anstændighedens grænser. I en af sine pressemeddelelser (af 14/4) - og ved andre lejligheder, bl.a. i radioen - beskriver han unge indvandrere med det nedsættende ord brune unge. Ved at bruge sådan et degraderende udtryk om medmennesker af en anden etnisk baggrund end dansk, sætter Kamal Qureshi sig i selskab med en række af de mest forfærdelige repræsentanter for det hvide apartheid-styre i det gamle Sydafrika, som på samme måde delte mennesker op imellem brune og hvide. Vil Kamal Qureshi bevare bare en lille flig af anstændighed, må han sige undskyld for sit racistiske sprogbrug.

Tøger Seidenfaden udleverer sit land - og Dansk Folkeparti
Politiken 11.  februar  2005, 2. sektion, side 11

Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef, MF

Igennem minesnart ti år som pressechef på Christiansborg har jeg som en del af mit daglige arbejde talt med flere hundrede tilrejsende udenlandske journalister. Jeg har formidlet interview med mit partis topfolk, nogle af journalisterne har interviewet mig - andre har jeg bare været behjælpelig med den information, de havde behov for. Specielt op til det nyligt overståede valg har der været ekstra travlhed med journalister fra udlandet.

De fleste har været fair. Journalister verden over har stort set den samme vilje til at citere korrekt - og de almindelige journalistiske normer for fairness er stort set universelle. Og alligevel er de stort set alle sammen mødt frem med en vældig portion fordomme og en begrænset viden om Dansk Folkeparti.

Fordommekommer jo ikke af ingenting. En journalist, som rejser til et fremmed land for at rapportere eksempelvis om Dansk Folkeparti, har inden afrejsen hjemmefra været i sit eget lands avisarkiver for at se, hvad kolleger tidligere kan have skrevet om samme emne - eller han kan have været på internettet for at hente internationale artikler.

Det næste skridt, journalisten tager, er - ved ankomsten til Danmark straks at vandre ind på den nærmeste avisredaktion.

Det er en helt selvfølgelig journalistisk arbejdsmetode - som jeg i min tid altid selv brugte, når jeg ankom til et mig relativt ukendt land.

For det første er det jo hyggeligt at møde udenlandske kolleger; de synes som regel også altid, at det er sjovt at hjælpe - og de er altid leveringsdygtige i værdifulde oplysninger, hvad enten det nu drejer sig om en hyggelig restaurant, et godt hotel - eller hvem man henvender sig til for at skaffe de oplysninger, man har brug for, eller det interview, man har sat sig for.

Helt naturligthører jeg lige altid, hvem de ellers skal snakke med - og hos hvem, de gæstende journalister har været, før de kom hos mig. Jeg ved, at der er travlt på en avisredaktion - så jeg aner ikke, hvordan Tøger Seidenfaden får tid til at snakke med alle de udenlandske kolleger, men det er en kendsgerning, at Politikens chefredaktør særdeles ofte i årenes løb er blevet nævnt blandt disse første danske kilder.

Enten som én, de fremmede direkte har interviewet om danske forhold - eller en, som har været dem til stor hjælp med at udrede de politiske og kulturelle forhold i Danmark.

Og hvergang, Det Seidenfadenske Konversationsleksikon bliver nævnt som grundlæggende kilde til viden om dansk politik og kultur, sukker jeg i mit stille sind, for så kender jeg jo melodien.

Bevares - jeg svarer pænt på det, jeg bliver spurgt om, men jeg ved, at det, jeg fortæller dem om Dansk Folkeparti, stort set er spildte Guds ord på Balle-Lars. De er grundigt præpareret.

Ofte kender disse fremmede journalister på deres første tur til København ligefrem sider af Dansk Folkeparti, som jeg - der dog trods alt er en slags ekspert på området - ikke kender.

Særlig sofistikeret viser Tøger Seidenfaden sig - denne primære kilde til de fremmede avisers fordomme - når han efterfølgende lader Politiken citere den udenlandske artikel for sin sværten Dansk Folkeparti og Danmark til - idet Politiken i overskriften konstaterer: 'Sådan ser udlandet på Danmark'. . . Sidst var det Financial Times Magazine (22.1.), der havde lagt vejen om ad Seidenfadens kontor.

Nej, sådanser udlandet ikke på Danmark, men sådan tager Danmark sig ud igennem Tøger Seidenfadens briller fra hjørnekontoret på Rådhuspladsen, og han har jo sin egen politiske dagsorden.

Men jeg synes, Tøger Seidenfaden, at det er skammeligt på den måde at udlevere sit eget land - bare med det usle formål at hyppe sine egne kartofler.

Debat: "Da vi bombede kristendommen ud af Kosovo"
Kristeligt Dagblad, mandag den 10. januar 2005, side 6

Man kan kun undre sig over det globale ramaskrig over talebanernes kulturvandalisme i Afghanistan, når man sammenligner den med muren af tavshed over den systematiske destruktion af kirker og klostre i Kosovo

Af pressechef, journalist Søren Espersen

"1500 års kristendom i den serbiske provins, Kosovo, er forbi. Den sluttede, da den sidste serbiske soldat havde forladt provinsen, mens den muslimske undergrundshær, UCK, fejrede begivenheden sammen med soldater fra NATO."

Jeg skrev dette i min ledende artikel i tidsskriftet Dansk Folkeblad i 1999 - under overskriften "Det omvendte Korstog". Lederen skabte dengang vild forargelse, og jeg blev stillet til regnskab i aviser, i tv og i radio, for artiklen var jo skrevet på et tidspunkt, hvor alle, efter den mest bastante ensidige medie-hjernevask i mands minde, syntes, at det var alletiders at NATO hjalp muslimerne med at smide de kristne ud af Kosovo.

Vi havde jo hørt om, hvordan serberne havde myrdet i titusindvis af albanere og lagt dem i massegrave, og disse efterretninger var årsagen til, at også danske fly blev sat ind for at straffe serberne. Massegravene blev dog aldrig fundet. For der var ingen.

Fra den daværende danske socialdemokratiske regering blev sejren over serberne fejret, idet man nu så frem til et multikulturelt samfund i Kosovo, hvor muslimske albanere og kristne serbere fredeligt kunne leve side om side. Såvidt drømmene!

For da NATO havde kastet den sidste bombe, kunne UCK med de storalbanske drømme uhindret tage magten i Kosovo. Den efterfølgende historie gør den afghanske taleban-regering til de rene kulturelle dydsmønstre, for de fik trods alt kun ødelagt et par uerstattelige kulturskatte.

UCK er gået anderledes grundigt til værks. Siden afslutningen på freds-bombningen, den 13. juni 1999, fik UCK ikke alene bortjaget mere end 400.000 serbere og myrdet i hundredevis, men systematisk har den albansk-muslimske hær udplyndret, brændt og med dynamit sprængt 110 kirker og klostre - herunder et halvhundrede fredede bygninger fra før middelalderen. Enkelte af dem virkeligt kulturhistoriske perler.

Der er således tale om en kulturhistorisk vandalisme, hvis sidestykke i moderne europæisk historie kun kan findes i forbindelse med nazisternes ødelæggelse af de mange uerstattelige jødiske synagoger i Østeuropa. Og vandalismen har altså igen fundet sted lige midt i vort eget Europa - og ikke en kat har løftet et øjenbryn i den anledning.

Såvel den nuværende regering som den tidligere har været tavs. UNESCO, som havde travlt med at redde de buddhistiske statuer i Afghanistan, har ikke reageret. EU, som engang var fyr og flamme for at overtale Taleban til at holde sig i skindet, har ikke ytret så meget som et hjertesuk over det, der altså er foregået lige nede ad vejen og lige for næsen af vore egne soldater.

Jeg undrer mig: Hvorfor er det så interessant, at der øves vandalisme mod buddhistiske statuer i et fjerntliggende Afghanistan - og hvorfor er det modsvarende uinteressant, at der øves en endnu mere omfattende vandalisme mod kristendommens kirker og klostre og oldgamle kristne symboler i vores egen baghave?

Og hvorfor er det i øvrigt uinteressant, at kristendommen ikke længere er eksisterende i Kosovo? Vi taler om et land, som blev kristent 600 år før Danmark. Vi taler om en kristendom, der tappert overlevede 500 års muslimsk styre i det ottomanske imperium, og en kristendom, som overlevede 2. Verdenskig, hvor Kosovo også blev styret af etniske albanere - dengang facistiske og allierede med Mussolini og Hitler.

Et land, som altså så endte med at blive afkristnet ved hjælp af styrker fra NATO og senere under FN-troppers opsyn, og hvor ikke en af kultur-barbarerne er blevet straffet - endsige stillet for retten.

For nu har vi alle sammen åbenbart accepteret, at Kosovo er blevet en del af det muslimske Storalbanien. Og hervar der ikke plads til kristendommen. Nøjagtig som jeg, til udelt forargelse, forudså i min ledende artikel i Dansk Folkeblad i 1999.

Søren Espersen er Dansk Folkepartis pressechef

Debat: Krøniken - en soap-opera
Politiken 15. februar 2004, 3 sektion, side 10
(
Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef, medlem af DR's bestyrelse

Jeg undrer mig fortsat over, at jeg af Politikens lederskribent bliver påduttet holdninger, jeg ikke har om Krøniken. Hver gang - senest 6.1. - skriver jeg høfligt tilbage og korrigerer, og lige lidt hjælper det. Nå, skidt - jeg prøver igen!

Nu mener Politiken (lederartikel, 8.2.), at: »Det er selve det solidariske og kollektive velfærdsprojekt - stærkt præget af den socialdemokratiske samfundsopfattelse, Espersen synes at anfægte ...«. Og nederst i lederen: »... meget kan man sige om fremtidens Palle From - han kan sådan set være både socialdemokrat og medlem af Venstre, men tilhænger af Dansk Folkeparti bliver han garanteret aldrig«.

Inden jeg kommenterer de to mærkelige ledercitater, ønsker jeg om Krøniken at slå fast:

For det første: Krøniken er en soap-opera. For det andet: Jeg gider ikke se soaps - undtagen 'Friends'! For det tredje: Jeg ser udelukkende Krøniken, fordi jeg som DR-bestyrelsesmedlem føler mig tvunget til det. Og for det fjerde: Når jeg har råbt vagt i gevær, er det, fordi historieløse seere kunne få den vrangforestilling, at det er historie, de oplever.

Og så til ledercitaterne. Nej, jeg anfægter ikke det solidariske og kollektive velfærdsprojekt. Et sådant har jeg hele mit liv været varm tilhænger af. Politisk har jeg altid arbejdet for det, og det vil jeg fortsat gøre.

Det andet citat er i virkeligheden meget sigende for Politiken og meget sigende for den måde, Krøniken bliver opfattet på. Man er begyndt at tro på, at Palle From eksisterer! Man taler nu ligefrem om, at det er 'palle-from-effekten', der har flyttet et par procentpoint fra Venstre og over til Socialdemokratiet. Hvor pinligt kan det blive?

Politikens lederskribent er ligefrem af den opfattelse, at Palle From ikke bliver medlem af Dansk Folkeparti. Ha-ha-ha ...!, hulker jeg, mens jeg triller rundt på gulvet af grin.

Se, Politiken: Palle From er altså ikke virkelighed og Krøniken er ikke virkelighed. Det hele er fiktion. Det har I selv på Politiken gentagne gange slået fast som argument for serien.

Men hvordan kan Politiken så allerede efter femte afsnit, hvor vi er i et fiktivt 1951, vide, at den fiktive Palle From ikke 50 fiktive år senere (!) - nu som fiktiv 70-årig - ikke som i titusindvis af tidligere socialdemokrater - i det virkelige liv - stemmer på Dansk Folkeparti?

Mon det er, fordi han er for flink? Altså fiktivt ...

Debat: Når fiktion forvandles til historisk sandhed
Politiken 6. januar 2004, 2. sektion, side 7

Af Søren Espersen, DFs pressechef, medlem af Danmarks Radios bestyrelse

Forrigemandag læste jeg Steffen Heibergs omfangsrige kulturkronik i Politiken om DR's 'Krøniken', hvori han raser over den forhåndskritik, jeg har tilladt mig at rejse af serien, og hvor jeg for gud ved hvilken gang bliver lagt ord i munden, som jeg aldrig har udtalt - og påduttet holdninger, som jeg ikke har.

Og jeg spørger: Hvorfor fanden kan Steffen Heiberg og andre ikke nøjes med at forholde sig til det, jeg rent faktisk har sagt og skrevet? Hvorfor skal det forvrænges, fordrejes og forskrues? Det er trivielt til det ulidelige.

Jeg har aldrig foreslået, at fiktion »underlægges historisk kontrol« - den vending, Steffen Heiberg frækt anvender.

Ej heller er jeg ude på at begrænse ytringsfriheden, ligesom jeg ikke har den fjerneste hensigt om at lægge hindringer i vejen for den kunstneriske frihed.

Derimod har jeg rejst en debat om faren for, at fiktion bliver til historisk sandhed - som det i høj grad er sket med 'Matador'.

Et digtserie, der med tiden blev til meget mere end fiktion. For nye generationer er 'Matador' blevet virkeligheden om førkrigstiden og besættelsestiden i Danmark. Man viser 'Matador' i skolerne, når børnene skal lære om den periode: Sådan var det.

Men 'Matador'er ikke andet end dygtigt digt. Tag læge Hansen - i Ove Sprogøes skikkelse. Medlem af Det Radikale Venstre - og frihedskæmper. En umulig kombination! Jeg siger ikke, at der ikke var medlemmer af Det Radikale Venstre, der var frihedskæmpere. Men det var en lige så stor sjældenhed som snestorm i Athen.

Reglen var, at den typiske frihedskæmper enten var kommunist eller national-konservativ. Og så var der nogle undtagelser, der bekræftede reglen.

Mens 'Matador' således hiver de radikale op af Scaveniussumpen, får de national-konservative deres bekomst - og bliver sparket den anden vej. De bliver alle som én latterliggjort som fantaster - hvis de da ikke ligefrem gøres til nazister. Igen: Der vil givet have været typer som de skildrede, men det var undtagelserne. Og således har 'Matador' gjort undtagelserne til normalen. Præcis der hvor det går galt, idet der derved skabes en forvrænget og forskruet opfattelse af mellemkrigs- og besættelsestiden.

På samme måde frygter jeg det vil gå med 'Krøniken', som tilmed beskæftiger sig med en periode, som næsten er samtidshistorie. Derfor har jeg spagfærdigt sagt (og det er alt, hvad jeg har sagt!): Hvis det var mig, der skulle lave den historiske fiktionsserie, ville det egentlig være trygt for mig, at der var et par vidende historikere eller journalister, som kunne give et kyndigt indspark hist og her. Inden fiktionen løb af med mig. Og inden fiktion blev til historieskrivning.

Debat: Fiktion eller historieskrivning
Jyllands-Posten 15. december 2003, 1. sektion, side 11

Af Søren Espersen, Pressechef (df), Medlem Af Danmarks Radios Bestyrelse

MIN bestyrelseskollega fra DR, Venstres Karsten Madsen, hævder i sit indlæg i JP 10/12, at jeg er ude på at begrænse ytringsfriheden, og at jeg vil lægge hindringer i vejen for den kunstneriske frihed. Anledningen til Karsten Madsens påstand er mine udtalelser om Krøniken, DR's kommende storproduktion.

Men Karsten Madsen fordrejer sagen og forskruer mine synspunkter til det ukendelige. Ved en hyggelig julekomsammen for knapt et år siden fik vi i DR's bestyrelse lejlighed til at se et kvarters tid af den kommende serie. Den lille bid var - som DR efterhånden har for vane - imponerende flot, og jeg udtrykte, at jeg ikke var i tvivl om, at serien ville lægge gaderne øde, når den blev sendt.

Fortsættelse af Matador

Serien skulle, hed det sig, være en slags kronologisk fortsættelse af Matador - og være en skildring af livet i Danmark fra ca. 1949, da vi indtrådte i NATO, og frem til 1972, da vi kom med i EF. Mens vi nippede til rødvinen, stillede jeg så henkastet spørgsmålet: Hvem er egentlig historisk og journalistisk konsulent på serien? Til dette fik jeg svaret: Der er ingen. Det her er jo fiktion.

Og det er da udmærket. Fiktion er fiktion. Men hvorfor så kalde Krøniken Matators fortsættelse?

Matator var også fiktion, siges det. Ja, det er muligt, men Matator er med tiden blevet meget mere end fiktion.

For to-tre nye generationer er Matador blevet sandheden om førkrigstiden og besættelsestiden i Danmark. Man viser Matador i skolerne, når børnene skal lære om den periode, og det er betænkeligt, for Matador er ikke sandheden om førkrigstiden og besættelsestiden i Danmark - det er muligt, at det er noget, der ligner, men sandheden er den ikke.

På samme måde vil det gå med Krøniken, som tilmed beskæftiger sig med en periode, som næsten er samtidshistorie, og hvor eksempelvis jeg - som i dag er 50 - vil kunne huske noget nær halvdelen af den periode, der skildres. Hvad er mon fiktion, og hvad er virkelighed?

Ja, vi, der var børn og unge dengang, har i bedste fald et tåget billede af, hvordan det var, men vore børn - som nu skal til at se Krøniken, vil - som det skete med Matador - opfatte det som sandheden om perioden.

Derfor har jeg spagfærdigt sagt: Hvis det var mig, der skulle lave denne historiske fiktionsserie, ville jeg egentlig føle mig tryg ved, at der var et par vidende historikere eller journalister, som kunne give et kyndigt indspark hist og her. Inden fiktionen løb af med mig. Og inden fiktion blev til historieskrivning.

Ikke allierede

I øvrigt vil jeg her gerne medvirke til at demontere myten om, at Karsten Madsen og jeg er allierede i Danmarks Radios bestyrelse. Det er vi ikke. Og jeg tror faktisk, at nogle bevidst har forsøgt at skabe den myte i et forsøg på at skade Dansk Folkeparti og mig.

Nej til mordet på Rådhusklokkerne
Berlingske Tidende 3. december 2002, 2 sektion, magasin, side 5

Af Søren Espersen, medlem af DRs bestyrelse (DF)

Danmarks Radios nyeste idé, at ophøre med at transmittere rådhusklokkerne hver dag klokken 12, er endnu et udtryk for, at radioens ledelse føler sig hævet over den befolkning, som er påtvunget at betale Danmarks Radios udgifter. Det er ikke acceptabelt, at det af radiodirektør Leif Lønsmann seriøst overvejes at afvikle klokkerne. Rådhusklokkerne er en institution i institutionen - et historisk og kulturelt fænomen, som man ikke bare lige myrder. Jeg betragter beslutningen som endnu en understregning af, at det haster med at få demokratisk indflydelse på den politiske virksomhed, Danmarks Radio driver. Jeg ser en klar linje i dette - begyndende med fjernelsen af nationalsangen - nemlig at endnu et dansk symbol skal fjernes.

For resten er det også journalistisk dumt: Det pudsige er nemlig, at netop rådhusklokkerne giver den efterfølgende radioavis en vældig troværdighed. Hvis jeg var direktør for en af de mange kommercielle stationer, ville jeg - såfremt DR gør alvor af beslutningen - straks gribe chancen og snuppe klokkerne.

Dagen derpå (2): Peter Lincks tåbelige marketingstunt
Politiken 15. december 2002, ps, side 8

Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef

Efter Dagens bratte deroute er det let nok at være bagklog - for hva' sagde jeg! Det er heller ikke mit ærinde. Mit ærinde er følgende: Dagen vil blive husket som et marketingstunt, skabt af og myrdet af en i særklasse usympatisk spradebasse ved navn Peter Linck. Det er ikke medarbejdernes skyld, at Dagen gik ind, men udelukkende udgiveren Peter Lincks skyld. Jeg føler helt ind i hjertet med chefredaktør Kresten Schultz Jørgensen og hans mange dygtige medarbejdere, som havde lagt evner, masser af energi og entusiasme i det, der for dem var blevet beskrevet som noget, der kunne blive en arbejdsplads og måske et livsværk. Peter Linck, derimod, har jeg alene en dyb foragt tilovers for. Han smed ganske vist i projektet nogle millioner ind - som han givet kan trække fra et eller andet sted og surfe videre, men han lagde en bunke skæbner i ruiner på sit amatøragtige, kælne avisprojekt.

Han påtager sig det fulde ansvar, siger han til aviserne. Ja, hurra hurra. Hvordan havde han forestillet sig, at det kunne ende anderledes, end det gjorde? Hvordan er det overhovedet lykkedes ham at få nogen til at tro på, at man fra en af Danmarks dyreste adresser og med medieverdenens største lønninger kan udgive en daglig avis med kun 50 millioner i startkapital?

De investorer - herunder Dagspressens Finansieringsinstitut, der i al deres enfoldighed har betalt halvdelen af dét beløb, må man håbe får deres velfortjente straf for at have lagt en masse menneskers liv i ruiner - samt at have snydt en masse kreditorer for deres penge. Enhver diskenspringer, som bare har læst et mindstemål af medielitteratur, ved, at man ikke kan starte et dagblad i Danmark uden mindst en kvart milliard på bankbogen - og samtidig være parat til at køre i to år med drønende underskud - og samtidig være parat til at miste hver en skilling. Ellers kan man godt glemme det. Men Peter Lincks tåbelige projekt troede man altså på. Man troede på ham, da han fortalte, at bare man fyrede en masse penge af i busreklamer i København en måneds tid inden udgivelsen - så ville avisen blive en succes. Han troede, at man ville kunne markedsføre og sælge et dagblad, på samme måde som man sælger en pigepopgruppe. Men sådan leger man gudskelov ikke i mediebranchen. Yuppien Peter Linck må man håbe, man har set det sidste af i dansk medieverden. Det tror jeg egentlig også, vi har. Investorerne vil vel ikke være så torskedumme én gang til.

Ensidig DR-dækning
Berlingske Tidende 27. juni 2002, 2_sektion,_magasin, side 7

Af Søren Espersen Pressechef (DF)

Medlem af DRs bestyrelse

Danmarks Radios utilfredsstillende dækning af Mellemøstenstoffet er ikke af ny dato og har således ikke specielt med den nuværende blodige konflikt at gøre. Der er tale om en årelang, hadefuld holdning til Israel, og DRs reportager har med deres skæve vinkler og værdiladede sprog for længst fældet dom over det israelske folk og dets demokratisk valgte ledere. Dette er ikke journalistisk acceptabelt, men det bliver endnu værre, fordi der er tale om en licensfinansieret public service-kanal. Der findes ikke noget udenrigspolitisk emne, der i dén grad kan optage sindene herhjemme som konflikten mellem israelere og arabere, og derfor er det så vigtigt, at DRs dækning ikke bliver ensidig. Og det er jo det, der er galt med DRs dækning.

Det er en tendens - en særlig DR-ånd - som begyndte i 70erne. I 1978 var der en større underskriftsindsamling til fordel for terrorbevægelsen PLFP, som havde Israels udslettelse på programmet, og som bl.a. betjente sig af blodige flykapringer. Blandt dem, der anbefalede at man skrev under, var Jens Nauntofte, Finn Slumstrup, Ruth Sperling, Kjeld Koplev og Ejvind Larsen. Alle kendte folk, der har sat dagsordenen for DRs dækning af Mellemøsten og som skabte ånden. Senere kom så andre til, men de fulgte ånden. Jeg er ikke den eneste, der har gjort opmærksom på problemet. I 1984 skrev Kristeligt Folkepartis Flemming Kofod-Svendsen en bog om problemet, "Sandheden er det første offer" om DRs dækning af krigen i Libanon. Kofod-Svendsen, som dengang sad i Radiorådet, gik meget grundigt tilværks og brugte Aktive Seere og Lytteres omfattende arkiv. Kofod-Svendsen kunne aflevere en grundig dokumentation for flere hundrede fejlagtige oplysninger, fordrejninger, følelsesladet terminologi, sammenblanding af begreber og manglende alsidighed. Han slog i sin konklusion fast, at der her var tale om en bevidst, styret misinformation af lyttere og seere. Men til trods for sin fremragende dokumentation, gjorde rapporten intet indtryk i DR. Den gav ikke en gang anledning til selvransagelse i udenrigsredaktionen. Jeg tror, at man var ligeglad.

Når man efter en så grundig dokumentation kan være så ligeglad, hvordan kan nogen så i dag forvente sig andet end total afvisning på indvendinger - der kun er baseret på fornemmelser - fra nyhedschef Lisbeth Knudsens side? Det er naturligvis muligt at komme med dokumentation, for efter at jeg tog sagen op, har jeg fået i hundredvis af henvendelser med eksempler, der underbygger mine fornemmelser. Jeg var derfor ikke specielt overrasket over Lisbeth Knudsens rygmarvsreaktion, som enhver nyhedschef må have, at holde med sine folk indtil det modsatte er bevist. DR-bestyrelsen har dog i den forbindelse et problem. For hvordan kommer man igennem over for DR-ledelsen, hvis der beviseligt er noget galt? For selv når beviserne er fremlagt, går DR-livet videre som hidtil. Det er betingelserne for en DR-bestyrelse, som "har det overordnede programansvar" og som efter nytår får endnu mere ansvar.

Direktionen kan jo bare fortsat afvise, hvis der bliver rejst indvendinger med hensyn til partiskhed og usaglighed. Den mulighed, der så er tilbage, er at bestyrelsen giver udtryk for, at man ikke længere har tillid til direktionen. Det hele bliver nemlig sluttelig et spørgsmål om tillid. For mit vedkommende kan jeg ikke have tillid til, at den nuværende direktion sørger for en ordentlig nyhedsdækning, når det gælder Mellemøsten. For en ordentlig mellemøstdækning findes ikke på Danmarks Radio, og det kan da ikke være meningen, at jeg gang på gang skal tvinges over på BBC, CNN, TV2 eller tyske kanaler, når der er sket udviklinger i Mellemøsten, som jeg gerne vil have beskrevet på en ordentlig og sober måde. Jeg håber, at der med det nye medieforlig bliver anderledes handlemuligheder for en bestyrelse, som, når det gælder programansvaret i dag, er sat ud af spillet. Det bliver interessant at konstatere i hvor høj grad, der lægges yderligere kompetencer over til bestyrelsen - således at denne reelt kan leve op til sin forpligtelse om at sørge for alsidighed og objektivitet.

Danskheden er oldgammel
Vejle Amts Folkeblad 18. januar 2002

Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef

Cand. mag Børge Fruerlund Jensen slår i en artikel i Vejle Amts Folkeblad fast, at det først var i vort århundrede, at den danske nationalfølelse satte sig fast i den brede befolkning. Børge Fruerlund Jensen følger dermed den dårlige latin, der er kommet på mode blandt nyere historikere som Søren Mørch, Uffe Østergaard og Ole Feldbæk når disse hævder, at dansk nationalfølelse er cirka 150 år gammel.

For et par år siden var det Ove Korsgaard, som på baggrund af den berlinske udstilling, »Mythen der Nationen« førte an i denne tidens trend blandt historikere. Dogmet hedder i sin korthed, at dansk nationalfølelse opstod omkring tiden med den nationalliberale, og i virkeligheden var en slags mode, som vi herhjemme havde importeret sydfra - fra de lande, som betød noget.

Således, siger disse nye historikere, kan vi danskere ligeså godt påtage os endnu en mode, som hedder internationalismen. Man er af den opfattelse, at national digtning satte ind omkring 1830, ligesom de mener, at fædrelandsfornemmelsen før den tid kun havde at gøre med en loyalitetsfølelse overfor den til enhver tid siddende monark.

Den svenske konge, Carl XI, gav dem ret, da han i 1660'erne ikke kunne forstå, at de danske i Skåne gjorde så megen modstand som de gjorde, idet han fremhævede, at det da for dem kunne være ligegyldigt, om deres konge hed Christian eller Carl. Ikke desto mindre var det altså ikke ligegyldigt for skåningerne - og man må uvilkårligt sætte spørgsmålstegn ved, om de nye historikere i det hele taget har ret, når de kalder dansk nationalfølelse et attenhundredetals-modefænomén.

Det følgende skal godtgøre, at Børge Fruerlund Jensen og hans følgesvende tager fejl, og at nationalfølelsen er oldgammel, og at den til enhver tid siddende monark alene har været et samlende symbol på nationalfølelsen. Jeg tager mit udgangspunkt i den nationale litteratur, som Absalons skriverkarl, Saxo i 11-hundredetallet indledte, da han beskrev »Danernes Bedrifter«. Allerede i forordet til storværket gennemgår Saxo metodisk det landområde, der er dansk - til forskel fra de mange andre riger og lande, som den danske konge besidder.

Der er for Saxo en verden til forskel.I de følgende eksempler på dansk national digtning fremstår en række tidsbilleder, der viser hvorledes danskhedsfølelsen har ytret sig i perioder, hvor der stilledes særlige krav til vort folk: I fremgang - eller under store kriser.

Hver især står digtene eller prosaen som udtryk for stemninger og meninger i det danske folk, mærket af den tid, hvori de blev til. Fællesfor dem er, at de levende fortæller om nationalfølelse - og fælles for dem er, at de blev til århundreder før 1830, som af de nyere historikere betragtes som indledningen til nationale følelser. Saxo er nævnt, og i øvrigt så godt kendt, at det ikke skønnes nødvendigt at medtage denne i eksemplerne. Ingen aner, hvem den munk var, som skrev sit »Klagedigt over Danmarks Riges tilstand«. Kun ved vi, at digtet er skrevet i sommeren 1329, og sandsynligvis er blevet til i Ryd Kloster ved Flensborg Fjord. Digtet er skrevet på munkenes sprog, latin, og er oversat til dansk af C.F.E. Reinhardt og Vilhelm la Cour. I de 21 vers fremhæver forfatteren, at danskernes ulykke ved det totalt splittede fædreland skyldes, at folket har svigtet Gud. Nationalfølelsen er oldgammel, og at den til enhver tid siddende monark alene har været et samlende symbol på nationalfølelsen. Ulykken skyldes således egne danske fejl - deres svaghed overfor udenlandske skikke og penge, og deres indbyrdes uenighed. Klagesangen er også et vækkelsesdigt, et digt, som skal kalde folket til dåd og genrejsning af fædrelandet ved at skildre en hæderfuld fortid som idealet overfor nutidens elendige forhold.

21 vers bliver det som nævnt til - og uden at en monark overhovedet påkaldes. Det er danerne, det drejer sig om. Danerne og Danmark.

»Ak, nu øves ikke dåden mere i Danmark, men kun svig; igen mer med mod og glæde kæmper for sit fædreland. Du er slave nu af løgn, ingen agter på dit ord, men du bøjes, du foragtes værgeløs mod fald du stunder, mange er dine tab.« Et par århundreder senere, i 1597, var det den skånske herremand, Tycho Brahe, som i sit Digt til Danmark græder af sorg over det fædreland, der har vendt ham ryggen og frosset ham ud:

 »Danmark, hvad har jeg forbrudt? Hvormed har jeg krænket dig, hjemstavn, siden du er mig så hård, streng imod mig og min færd...«Èn lang kærlighedserklæring til det danske fædreland - og det oven i købet fra en person, som om nogen kunne kaldes international. Brahe var overalt i verden anerkendt som sin tids største videnskabsmand; han talte de store sprog, og kunne gøre sig gældende overalt. Men - som han selv fremhæver - det var fædrelandet, han udøvede sine enestående bedrifter for. Det var af fædrelandet, han ville have anerkendelsen. Resten derude i det fremmede var ganske vist ære og værdighed, men uden glæde for ham.

Sådan elskede Tycho Brahe sit fædreland og sådan var hans nationalfølelse ca. 250 år før de nye historikere mener, at nationalfølelsen kom på mode...80 år efter, i 1679, nedfældede den skånske præst Steen Jacobsen sin historiske skildring af »Den Nordiske Kriigs Krønnike« - om end svenskerne først lod den offentliggøre i 1897. Krønniken var nemlig én lang fædrelandshistorisk skildring - spækket med den nationalfølelse, som først burde være på mode langt senere. I 1690 skrev provst Laurits Kok sin herlige fædrelandssang, »Danmark, dejligst vang og vænge«, som endnu står i Højskolesangbogen, og som kendes af de fleste. 14 vers, som stråler af stolthed over nationen og over fædrelandet, som dronning Tyre Danebod fik sat skik på ved opførelsen af forsvarsværket Dannevirke.

Digtet er velkendt, og behøver ikke citeres. Johannes Ewalds digt i skuespillet »Fiskerne«, Orlogssang fra 1778 - bedre kendt som Kong Christian stod ved højen mast - handler dels om danskernes traditioner som marinenation og er en kavalkade over søkrigene mellem Danmark og arvefjenden Sverige. Digteren havde ikke drømt om, at sangen skulle blive nationalsang mange år senere. Han ønskede at skildre den danske nations historie og dens mål: Indsatsen af det danske sind mod stormens magt. Ægte nationalt. Den grundstemning, der bar digtet, var ikke alene digterens, men så sandelig også tidens. Ved Grundtvigs digt »Danmarks trøst« fra 1820, »Langt højere bjerge så vide på jord«, er vi ganske vist i betænkelig nærhed på det, ny-historikerne kalder det magiske år, 1830. Det er dog kun en fortsættelse af den nationale digtning og det nationale sindelag, som havde været almindeligt flere århundreder forinden.

Man kan dog med fuldret hævde, at det om nogen var Grundtvig, som blev katalysatoren for det, vi i dag forbinder med »det danske«. Grundtvig blev trøsteren og opildneren af det danske folk, som var ved at fortabe sig selv - et hjemsøgt og usikkert folk. Den opgave, som han i virkeligheden bare tog op som så mange andre digtere før ham havde gjort det. I hundredevis af digtere - i hundredevis af år - længe længe før nationalfølelsen i følge Børge Fruerlund Jensen kom »på mode«..

Lad dem få fred  - om Grauballemanden og Egtvedpigen
Fyens Stiftstidende 5. januar 2002
SYNSPUNKT

Søren Espersen, Køng Mark 30, Lundby, er pressechef for Dansk Folkeparti.

For nylig i tv var jeg vidne til en meget uvirkelig og underlig forestilling: Man havde slæbt Grauballemanden ind på et sygehus, hvor han skulle igennem en røntgenfotografering og en scanning - og hvor han i øvrigt skulle dissekeres efter alle kunstens regler. Det gamle oldtidsfund - som engang var en levende mand - har i årevis ligget i en montre på Moesgaard Museum, men nu proklamerede museumsfolkene stolt, at han, så snart han var blevet scannet, skulle i en helt ny og meget mere prangende montre på en helt ny udstilling, lavet specielt til ham. Nu skulle Grauballemanden komme til ære og værdighed...

Gad vide, om lige nøjagtig dén skæbne var det, Grauballemanden engang anså for ære og værdighed: At få sit lig udstillet for nysgerrige. Jeg kan jo ikke vide det, men jeg har lov at gætte på, at han ville have ment, det var det modsatte: vanære og uværdighed. Usømmelig omgang med lig er strafbart. Men når nysgerrigheden og nyfigenheden får overtaget, og når den usømmelige omgang bliver kaldt historie, kan selv statslige institutioner åbenbart slippe omkring overtrædelse af straffeloven. Og oven i købet få ros for det. Og vi andre, der besøger museerne glor og glor.

Men vi kan ikke i år 2002 være bekendt at udstille lig til offentlig beskuelse, hvorfor jeg opfordrer til, at vi nu lader Egtvedpigen, Grauballemanden, Tolderlundmanden og alle de andre "oldtidsfund" få fred. Hvis det ikke kan være anderledes, så tag de billeder, der skal tages. Foretag de scanninger, der skal foretages. Lav nogle ordentlige afstøbninger af, hvordan de tog sig ud. Men giv dem så en ordentlig begravelse på de steder, hvor vi i sin tid krænkede gravfreden ved at hive dem frem. Det er ikke så mange år siden, at man hev en hel eskimofamilie op fra dens hvilested, hvor de havde ligget i fred og ro siden 600-tallet. Ligene var så velholdte, at selv den minste lille ansigtsfold omkring øjnene, ja, selv øjnene var synlige. Grønlænderne vil have dem til Godthaab, og lover, at gøre udstillingen af dem så "ægte" som mulig. Man vil opbygge en hule, der ser nøjagtig ud, som da man fandt familien, og man vil sørge for permafrost i kæmpemontren, så far og mor og børn på efterårsferie langt ud i fremtiden kan glo eskimofamilien lige ind i øjnene.

Idéen åbner jo bestemt vide perspektiver for historieundervisningen. Hvad med at fryse nogle lig ned af dem, der døde i World Trade Center for nylig og udstille dem i nogle montrer? Det ville da være en virkelig god måde at åbne folks øjne for det, der skete. Eller hvad med Vietnamkrigen? Jeg er sikker på, at det vil være muligt at finde nogle vietcong'er, der var med dengang - og så balsamere dem, når de er døde. Ja, måske kunne det ligefrem være interessant at få udstillet liget af en museumsmand fra dette århundrede. Hvem melder sig...?

Debat: Kulturradikalisme som fodnote
Politiken 29. december 2001, debat, side 2

Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef

Politikens julehilsen til læserne var et farvebillede af en landsbykirke i sne - men med en muslimsk moskékuppel på i stedet for kirketårnet (Pol. 24.12.). Ha-ha, hvor vi alle morede os! Det må da vist være en af kulturradikalismens absolut sidste pinagtige krampetrækninger, inden den ender som en kuriøs fodnote i danmarkshistorien.

Debat: Historisk dokumentation
Jyllands-Posten 18. oktober 2001, 1. sektion, side 10
Af Søren Espersen, pressechef, Dansk Folkeparti

JP 16/10 OMTALER EN artikel i Dansk Folkepartis tidsskrift, Dansk Folkeblad nr. 5/01, hvor det under overskriften Das Vaterland & Jihad dokumenteres, at Waffen SS blandt andet bestod af muslimske kompagnier. Artiklen er illustreret af fotos bl.a. ét, hvor islams leder, den daværende Stormufti af Jerusalem besøger de muslimske SS-folk. I artiklen i JP beskrives dokumentationen som: holdninger i Dansk Folkeparti. Der er aldeles ikke tale om holdninger. Der er tale om historieskrivning, om historisk dokumentation. Og siden hvornår er JP begyndt at se skævt til historisk dokumentation?

Avisen burde i stedet juble over en så veldokumenteret, grundig journalistisk feature om historiske fakta, hvis konsekvenser rækker langt ind i den nuværende jødisk-arabiske konflikt. Er det virkelig uden betydning for nutiden, at muslimer og nazister dokumenteret havde et tæt samarbejde før, under og efter Anden Verdenskrig? Er det uden betydning, at i hundredevis af nazigangstere fandt asyl i den arabiske verden efter krigen? Er det uden betydning, at araberne og nazisterne havde og har et fælles mål: tilintetgørelse af jøderne? Og er det uden betydning, at Mein Kampf i 60 år har været på bestsellerlisterne blandt palæstinensiske arabere? Naturligvis ikke. Derfor er det også pinligt og uværdigt, at Venstre-topfolk i JP tager afstand fra artiklen og kommer med advarende pegefingre. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad man i Venstre mener, men de skal ikke bilde sig ind, at de skal redigere Dansk Folkeblad endsige forbyde historieundervisning.

##