Partierne og presen tale
"Partierne og pressen. Partiernes image. Hvordan skabes partipolitik."
Søren Espersens tale i "Christiansborgklubben", 4. februar 2002
Jeg ville gerne først sige Christiansborgklubbens formand, Ulrik Andersen-Alstrup, mange tak for indbydelsen til at tale.
Jeg synes, det har været interessant her i forbindelse med indbydelsen at læse om Klubben af 1914, som i vedtægterne har en paragraf, hvori det hedder, at "klubbens forhandlinger er strengt private, og at der ikke må gives nogen referat af dem i pressen eller andetsteds".
En beundringsværdig formålsparagraf, men hvad den lige præcis er værd i dette hus, er et åbent spørgsmål.
Som bekendt fører såvel folketingsgrupperne som folketingets lukkede udvalg private forhandlinger. Men for de politikere, som af den ene eller anden grund ikke kunne være til stede under disse fortolige forhandlinger, er hjælpen nær: De kan læse referatet i avisen næste dag.
Ét har jeg i hvert fald lært i de år, jeg har været herinde: Aldrig at starte med sætningen: "Sagt her i en lukket kreds..." Det siges nemlig med rette om Christiansborg, at det er det eneste sted i universet, hvor lydens hastighed er hurtigere end lysets...
Så "sagt her i en lukket kreds" ville jeg gerne starte med en historie fra det virkelige liv på Christiansborg - som har med image at gøre og en masse med partierne og pressen at gøre. Det er en usædvanlig historie.
Tre dage inden Dansk Folkepartis første folketingsvalg i 1998 blev jeg ved middagstid ringet op af en journalist fra Ekstra-Bladet, som ikke havde sin daglige gang på Christiansborg, og som jeg ikke på forhånd kendte. Han ville gerne lave en feature om, hvor travlt, der er i et parti få dage før valget. Om han ikke kunne komme ind med en fotograf. Jo, det kunne han jo godt. Ethvert parti ville være glad for en sådan artikel lige før valget.
Han kom med sin fotograf en halv time senere og stillede en masse spørgsmål, ligesom fotografen tog billeder af den aktivitet, der var. Der var stadig plakater og brochurer, der blev pakket og sendt - og alle var i aktivitet.
Tilfældigvis kom Pia Kjærsgaard forbi sekretariatet, mens vi stod og snakkede, og journalisten foreslog, at hun kom med på nogle billeder, hvilket hun naturligvis sagde ja til. Han mente, at det kunne være sjovt, hvis hun sådan lige stod sammen med pigerne på sekretariatet og rullede en plakat sammen - og hvis hun sådan lige lagde nogle brochurer i en kasse.
Det gjorde hun så.
Så kom han i tanke om: Er der ikke også noget med, at I spiser herinde i de her dage... Jo, det gør vi da... Kunne Pia ikke lige sådan sidde og spise en burger... Sådan for at understrege, at der var drøn på. Joh... det ville hun da godt, men hun havde altså lige spist... Det var ikke noget problem, sagde journalisten, og greb et stykke pizza, jeg havde liggende på mit bord - og langede det ud til Pia: "Kan du ikke lige tage en bid ---"
Nu skulle Pia så til et interview med en anden journalist - men hun gjorde det så lige hurtigt alligevel - tog en bid af pizza'en, mens der blev fotograferet.... Og det var så det. Vore tanker var snart andetsteds. Indtil vi så Ekstra-Bladet næste dag...
Det var blevet til et midteropslag - med overskriften:
"Så presseliderlig er Pia..." -- med billedteksterne: "Her ruller hun plakater sammen - et arbejde, hun ellers aldrig kunne drømme om at lave - det har hun folk til..." Her spiser hun pizza - selvom hun slet ikke er sulten - hun havde allerede spist, så hun skyndte sig at tage Søren Espersens pizza - bare for at komme i avisen..." "Her fupper hun sine vælgere til at tro, at hun gør det og det..." " Her gør hun det ene - her gør hun det andet - og det er altsammen ren presseliderlighed.... bare for at få nogle flere stemmer."
Jeg startede med at sige, at journalisten ikke havde sin daglige gang på Christiansborg. Hans dage ville i så fald også hurtigt være talte. For ligeså forargede, vi blev - ligeså rasende blev de andre journalister på Borgen. For han ødelagde jo hele systemet!
Det sindrige system, som i al sin enkelhed går ud på, at virkeligheden af og til må konstrueres.
Det var virkeligt, at vi havde travlt. Det var virkeligt, at vi spiste pizzaer - og stort set ikke levede af andet de sidste uger før valget. Det var virkeligt, at vi alle gav en hånd med med alting: Pakning af plakater, brochurer - at rende på posthuset, at snakke med folk i telefonen, at sende pressemeddelelser ud, at arrangere pressemøder -- og at det hele foregik i et tordnende tempo.
Virkeligheden er bare ikke sådan lige at skildre på billeder - med mindre den af og til konstrueres:
"Læg dig lige på den her bil-køler, Lene Espersen, så vi kan vise, hvor glad du er for din bil..." Det er heller ikke - tror jeg da - virkeligheden, at Lene Espersen sådan ligger og slænger sig på en bil-køler.
"Stå lige her foran den her fane - så kravler jeg ned i fiskeperspektiv, og tager dig sådan nedefra og op". Det er heller ikke virkeligheden. Men fotografen og journalisten har altså en idé med, at det lige skal skildres på dén måde - at man lige skal stå dér og dér - og gøre sådan og sådan. Men virkeligheden er det ikke. Det er fantasi - i bedste fald den redigerede virkelighed. Det ved pressen på Christiansborg - men det ved læserne og seerne nødvendigvis ikke.
Inden for de uskrevne regler, der nu engang eksisterer - og altid har eksisteret - mellem pressen og politikerne på Christiansborg, er der så mulighed for lidt udfoldelse fra begge sider.
Vi lever af hinanden - og på trods af hinanden. I et had-kærlighedsforhold. Et arrangeret, fornufts-ægteskab.
Og som i ethvert påtvungent ægteskab, drejer det sig også her om at sætte dagsordenen og bestemme, hvor skabet skal stå. Dette er den daglige, ubønhørlige kamp: Pressen afviser at danse efter politikernes pibe. Politikerne afviser at danse efter pressens pibe. Men begge parter danser nu løs alligevel - til piber og trommer. Og der jubles i hver lejr, hver gang det lykkes, at få den anden part til at danse.
Valget den 20. november skabte en helt ny situation for Dansk Folkeparti. En situation, som vi helt ærligt sagt endnu ikke aner, hvordan vi skal tackle.
Pressen på Christiansborg har det nemlig lige som politikerne: De tæller hele tiden til 90. Alt andet end den sammentælling er biting. Efter valget er vi en del af det magiske tal. Og derfor er pressens indgangsvinkel til os en helt anden - og vores indgangsvinkel til pressen en helt anden.
At vi ikke længere skal ringe journalister op, men bliver ringet op, er dels et luksusproblem, dels meget skræmmende. At det pludselig efter seks års ørkenvandring har konsekvens, når en af vore ordførere lukker munden op, er rart - og samtidig ikke særlig rart.
14 af vore nye folketingsmedlemmer har aldrig prøvet andet, og tror, at det er "det normale", at journalisterne ihærdigt jagter dem gennem landet for en kommentar: "Årh, hvor er det træls, at man ikke kan få fred - selv i weekenden...", sukker de allerede. Mens vore 8 gamle er himmelfaldne over at blive taget alvorligt - og mindes "pionerdagene", hvor der var rigtige politikere til, og hvor der skulle arbejdes!
For Dansk Folkeparti har de første år på Christiansborg i forhold til pressen været underlige. For et par år siden var der på Danmarks Journalisthøjskole et prøvevalg, hvor de studerende skulle stemme. Dansk Folkeparti fik 0 stemmer.
Et prøvevalg blandt journalisterne herinde ville give samme resultat. Ikke at det burde have nogen betydning, at vi ikke har sympatisører herinde - i hvert fald ikke, hvis journalisterne gør det de skal gøre: Drive journalistik. Men selvfølgelig har det alligevel betydning, at udgangspunktet er negativt.
Jeg håber ikke, det lyder som om, jeg vil have medlidenhed, men det er altså en mærkelig situation for et politisk parti, som repræsenterer en stor del af det danske folk, som bekender sig til folkestyret, og som aldrig har krøllet så meget som et ben på en flue - ikke alene ikke at være elsket, men knapt nok at være tålt.
Det er ikke den personlige omgang med journalisterne, jeg hentyder til. Der er - som altid på Christiansborg - en nem, uformel og jovial omgangstone journalister og politikere imellem. Også når det gælder Dansk Folkeparti.
Men det negative udgangspunkt - og nu taler jeg om situationen før valget -, som vi vidste, journalisterne havde, gjorde, at vi altid pr. rygmarv var nødt til at være på vagt, når vi uopfordret blev ringet op af journalister: "Der ligger en telefonbesked fra Berlingske Tidende -- der må stikke noget under!"
Paranoide?? Tjah, såmænd, men er der noget at sige til, at man gik hen og blev det? For det reelle er jo, at man ved et tilbageblik over de seneste år vil skulle lede længe efter featureartikler om Dansk Folkeparti, som bare var almindeligt beskrivende - almindelige, menneskelige artikler - sådan om politikere og politik på godt og ondt.
Det var ikke, at vi ikke fik omtale. For det gjorde vi. I efteråret 1997, eksempelvis, forud for kommunalvalget, kom de daglige avis-udklip fra bureauet i kasser. Abonnementet kostede os en formue. Det var umuligt for os at få dem læst. Vi nøjedes med at skimme dem.
I takt med at det stod klart, at Dansk Folkeparti ville få et godt valg, blev tonen mod os værre og værre. Det drejede sig ikke længere for lederskribenterne, læserbrevsskribenterne og de konkurrerende politikere om, hvad Pia Kjærsgaard rent faktisk havde sagt, skrevet eller ment. Opgaven blev nu med alle midler at standse "højre-bølgen".
Det startede med Freddy Blak (S). Blak gik helt grassat i TV-udsendelsen "Rigets Tilstand", spruttede og hvæsede, alt imens hans før så kønne dannebrogsfarvede ansigtskulør gik mere og mere over i farven lilla.
Så rejste statsminister Poul Nyrup Rasmussen, svedende af panik, rundt i landet, og fortalte, at DF mindede ham om noget fra 30´verne. Så skrev Lotte Heise, at Pia Kjærsgaard sidder ude i sin villa i Gentofte og klipper gule jøde-stjerner ud til senere brug.
Så fortalte en islandsk avis, at Pia Kjærsgaards hund hedder Adolf - desuagtet den faktisk hedder Emma. Så fortalte International Herald Tribune, at danskerne reddede jøder under krigen - og at det nu var slut.
Så fortalte Thorkild Simonsen, at Pia Kjærsgaard ville smide somaliere ud med faldskærm - selvom hun altså aldrig hverken havde sagt, skrevet eller ment det.
Så skrev Aftonbladet under et billede af Pia Kjærsgaard om "racism på danska". Så bragte Information et helsides-foto af samme partileder, forklædt som neger. Så oplyste DSU og Rød Ungdom, at DF var rendyrket fascisme og racisme, og offentliggjorde alle DF´s stillere for at påvise, at hér bor svinehundene. Og så blev det i øvrigt bare ved.
Mesterplanen var, har jeg senere erfaret, at smide møg på partiet - for derefter at konstatere, at partiet lugter af møg.
I begyndelsen forsøgte vi, pænt opdraget som vi er, at svare på det hele. Men en dag - i erkendelse af, at vi brugte mere og mere tid på at forsvare os - frem for bare at fremføre vor egen politik, gav vi op.
Vi orkede det ikke, og indså jo også, at ressourcerne simpelthen ikke var til stede. Det ville have krævet flere fastansatte jurister til bare at undersøge, om injurielovgivningen var overtrådt, ligesom det ville have krævet en håndfuld ligeså fastansatte journalister til at besvare bare de mest indlysende urigtigheder.
Så det endte altså med, at DF på Christiansborg et par uger inden valget bare begyndte at sige "nå!". Denne opgivende holdning var nok også begrundet i, at vi ikke kunne forestille os, at det danske folk efterhånden tog angrebene alvorligt - ja, faktisk kunne partiet også mærkværdigvis konstatere, at jo mere hadske udfaldene mod DF blev, desto flere meldte sig ind i partiet.
Efter at denne nye "nå!"-stil var blevet indført, kunne vi få ansatte samt vor lille fire-mands-folketingsgruppe så bare nøjes med at skimme avis-udklippene og undres.
På sekretariatet oprettedes herefter fem bunker.
Bunke 1: Svinske og hadefulde ytringer, bunke 2: Injurierende og ærekrænkende udsagn, bunke 3: Almindelig Freddy Blak-agtig fuldemandssnak, bunke 4: Løgnagtige oplysninger om DF, bunke 5: alt det andet - som eksempelvis pæne og ordentlige spørgsmål samt civiliserede indlæg om DF.
Derefter koncentrerede vi os om at besvare bunke 5.
For det hele var jo for grotesk. DF´s eneste objektive forbrydelse var nemlig, at partiet politisk som førsteprioritet havde at føre udlændingelovgivningen tilbage til det, den var før 1983.
Så megen had og hetz for så lidt. Så megen had for noget så indlysende fornuftigt. Tænk engang, hvis partiet havde foreslået noget kontroversielt...
Men mængden af angreb gjorde altså, at vi dengang lod det ligge og holdt op med at forsvare os. Og det er - set i bagkundskabens lys - måske det allerbedste, der overhovedet kunne være sket, for det tvang os til at gå andre veje - nemlig at koncentrere os om at gå i offensiven.
Og da vi samtidig begyndte at få en lumsk fornemmelse af, at det netop var vore angriberes plan, at vi skulle trættes af hele tiden at forsvare, hele tiden at "tage afstand", var det jo en ekstra god grund til at gøre det modsatte af det, vore modstandere ønskede.
Så vi gik til angreb. Kørte frem med vores eget. Lavede annoncer om det, vi syntes var interessant at snakke om. Svarede i virkeligheden på de spørgsmål, vi fik stillet - uanset emnet - ved så at sige at holde foredrag om det, vi gik op i. Den holdning har vi haft siden.
Problemet for os var i første omgang penge. Vi havde ingen fra og med partiets stiftelse den 6. oktober 1995 til og med folketingsvalget den 11. marts 1998. Ja, den første lange tid fra '95 til og med årsskiftet 96-97 havde vi ikke engang gruppestøttemidler. Først, da daværende formand for Folketinget, Erling Olsen, forbarmede sig over os, blev der udbetalt gruppestøttemidler, så vi kunne foretage ansættelse af personale på Christiansborg.
Erling Olsen havde allerede i sommeren 1996 hvisket os i øret, at han pønsede på, at overtale Præsidiet til at udbetale os gruppestøttemidler, men at det nok var en god idé, at han lige ventede med at præsentere sagen til Fremskridtspartiets Kirsten Jacobsen forlod Præsidiet ved Folketingets åbning i oktober 96 - idet han så mente, det ville være lettere at få et enigt præsidium bag beslutningen! Det havde han jo nok ret i.
Tilførslen af gruppestøttemidler betød, at vi blev i stand til at foretage ansættelser på Christiansborg - men frem til folketingsvalget i 1998 havde vi fortsat udelukkende kontingentmidlerne til kampagneudgifter.
Nødtvungent måtte vi derfor gå andre veje end det, der var normalt. Vi indså, at når valget blev udskrevet, var det for sent for os, idet vi ville drukne i de andres annoncer, hvorfor det blev besluttet at bruge vore beskedne kampagnemidler - så at sige "i utide".
Der er et fornuftigt diæt-slogan, der lyder: "Man bliver ikke fed af det, man spiser mellem jul og nytår - man bliver fed af det, man spiser mellem nytår og jul... "
Det overførte vi på vores situation: "Man får ikke stemmer af det, man laver mellem valgets udskrivelse og valget - man får stemmer af det, man laver mellem valget og valgets udskrivelse."
Denne holdning forsøgte vi at få til at slå igennem i alle led af partiet. Fortalte vore lokalforeninger, at det ikke var noget ved at gemme på bankbogen til der var blevet udskrevet valg, men at man skulle se at få dem brugt til noget fornuftigt, mens de andre partier lå i dvale. Det blev det normale, at Dansk Folkeparti lokalt havde gadekampagner på tidspunkter, hvor ingen andre partier var på gaden, og hvor vælgerne overhovedet ikke tænkte på valg.
Det bemærkelsesværdige er, at mange af vore tillidsfolk senere har berettet, at det netop er i de gadekampagner, hvor ingen forbipasserende forventer at opleve politisk aktivitet, at interessen er størst for en samtale. Mens vælgerne i ugerne op til valget nærmest bliver irriteret over al den pågående aktivitet - ja, hvor man ligefrem føler sig generet.
Fra Hovedbestyrelsen og Folketingsgruppen fulgte man op med en beslutning om, at det årlige kampagnebudget skulle bruges - og at der ikke skulle spekuleres i valgdatoer og at der ikke skulle gemmes til valget.
I Dansk Folkeparti har vi et valg- og strategiudvalg, nedsat af Hovedbestyrelsen. Vi mødes hver sjette-syvende uge i et heldages-møde. Fra morgen til sen aften. Uden nogen egentlig dagsorden - bortset fra den langsigtede strategi. Udvalget besluttede, at der mindst en gang pr år - helst to gange pr. år skulle køres en kampagne om et bestemt emne.
Idéen hermed er at sætte den politiske dagsorden. Altså frem for at vente på, at der kommer en eller anden rapport eller et eller andet større projekt, som vi så skal forholde os politisk til - så kunne vi ligeså godt selv lave et projekt, som andre så måtte forholde sig til.
Disse kampagner planlægges langt ud i fremtiden - uagtet hvad den aktuelle debat går på. Dette er en fare, og jeg vil tilstå, at vi af og til forud for nogle af vore kampagner har haft røde øren, idet der kort tid før kampagnen skulle søsættes, slet ikke var nogen tegn på, at dette emne overhovedet ville have nogen interesse. Ved én lejlighed var vi meget tæt på at aflyse projektet
Vi valgte i disse situationer alligevel at sætte skyklapperne på - og gøre som planlagt. Det viste sig nemlig, at når blot det arbejde, der fra vor side var lagt i det, var af en tilstrækkelig kvalitet, ville det uvægerligt skabe debat - og uvægerligt sætte dagsordenen.
Den første kampagne, vi på denne måde afskibede, var kampagnen mod det multietniske samfund. Vor største udgift var konsulenthonoraret til Danmarks Statistik, som vi havde bedt om at udregne udgifterne, forbundet med fremmede. Danmarks Statistik nåede frem til et ret nøjagtigt tal, 28,5 milliarder kroner - plus de 11 milliarder, der brugtes af Danida. i alt altså tæt ved 40 milliarder kroner - svarende til halvanden Storebæltsbro. Pr. år!
Alene det, at vi havde sat gang i en udregning, skabte debat - og satte i øvrigt gang i regeringens egne udregninger. Vi understregede dog i kampagnen gang på gang, at det ikke var pengene, der var det store problem for Dansk Folkeparti - men snarere, at Danmark var ved at blive multietnisk - at befolkningen i et tordnende tempo var ved at blive udskiftet med en anden befolkning.
Senere fulgte andre store kampagner: "Gamle Danmark - tryghed i alderdommen", "Tryghed nu - volden ud af Danmark" o.s.v.
Den sidste, store kampagne - vor hidtil dyreste - var forsvaret for den danske krone: "For kronen og fædrelandet". Pudsigt nok fik vi i vor langtidsplanlægning en håndsrækning fra daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Vi havde vedtaget, at "For kronen og fædrelandet" skulle afvikles fra maj 2000 til og med vort årsmøde i oktober.
Vi begyndte forberedelserne til denne kampagne i juli 1999, og havde således stort set alting færdigt, da statsministeren i marts overraskende udskrev folkeafstemning til afholdelse i september.
Udskrivelsen skete på et tidspunkt, hvor vi havde alle annoncer klar, alle brochurer, alle radiospots, hele den store landsturne med vores nye, flotte kampagnebil -, "Kronebilen!" - og der var booket på dyrskuer og kræmmermarkeder over hele landet.
Det eneste, vi skulle ændre var datoen for vort årsmøde, som vi flyttede en måned frem, så det blev gennemført inden afstemningen, idet det netop var planen, at årsmødet skulle være kulminationen på vor lange kampagne for kronens bevarelse.
Jeg bilder mig ind, at vi ved vores del af kampagnen hentede mindst 500.000 nej-stemmer, og således havde den afgørende ære for, at vi bevarede vor nationale møntenhed.
Det har ofte undret mig, at nogle af de initiativer, vi har lavet, har skabt en så stor kontrovers, og har adstedkommet påstande om, at de var provokerende. Og så atter medført påstande om, at vi - som egentlig ikke havde disse hensigter - bevidst provokerede
Da vi eksempelvis i efteråret 1998 skulle planlægge markeringen af Grundlovens 150-års fødselsdag, var vi enige om, at det var en så vigtig begivenhed såvel for Danmark som for Dansk Folkeparti, at vi ville gøre noget særligt ud af det.
En markering, der ville kunne samle en stor del af partiets medlemmer, som ville dokumentere, hvor stor vægt, vi lægger på Grundloven. Og at dagen samtidig lå kun fem dage før vort første valg til Europa-Parlamentet, gjorde den ikke mindre betydningsfuld.
Vi ville finde et sted, som havde en national betydning for Danmark - som eksempelvis Skibelund Krat, som De Konservative traditionelt havde brugt eller Himmelbjerget, som Socialdemokraterne brugte. Efter nogen drøftelse besluttede vi os til at spørge, hvorvidt det kunne lade sig gøre at afvikle grundlovsfesten på Dybbøl Banke.
Jeg anede på dette tidspunkt ikke, at Dybbøl Banke aldrig var blevet brugt af noget parti, og noterede som en selvfølgelighed, at der hurtigt kom et positivt svar tilbage fra Historiecenter Dybbøl og Sønderjyllands Amt.
Nu havde vi så fundet stedet, og kunne begynde planlægningen i samarbejde med Historiecenter Dybbøls daglige leder, Hans Ole Hansen.
Så brød Fanden løs! Det var JydskeVestkysten, der "afslørede" vore hemmelige planer - som ikke var spor hemmelige. Vi havde bare ikke fået det fortalt til nogen endnu.
Reaktionerne var overraskende. Jeg talte senere op, at alene reelle avis-artikler om det formastelige i, at Dansk Folkeparti holdt fest på Dybbøl, var tallet 138.
Tallet på for-og-imod læserindlæg i lokalaviserne og landsaviserne har jeg ikke - men det var i hundredevis. Og det var vel at mærke kun de artikler og læserindlæg, der kom inden den 5. juni overhovedet oprandt.
De fortsatte ufortrødent til langt ind i august - og nu ofte med det indhold, at vi havde været så geniale, så kyniske og så nedrige at få hele landets grundlovsfejring til at blive et "for eller imod Dansk Folkeparti".
Der kom 1100 mennesker med på Dybbøl. Et uhørt stort antal til et hvilket som helst politisk møde. Efter det officielle Danmarks fejring på Christiansborg Ridebane var det det største enkeltarrangement af de mange hundrede arrangementer, der fandt sted den dag.
Men som understreget: Det var altså ikke for at provokere, at vi holdt fest på Dybbøl. Sådan blev det bare beskrevet. For os var det bare et udmærket og selvfølgeligt sted, som i virkeligheden blev til efter en temmelig lidenskabsløs diskussion.
En eftermiddag havde Pia Kjærsgaard og hendes mand - samt et par venner - været på turistbesøg på Arbejdermuseet i Rømersgade, og var sluttet af med en kop kaffe i caféen.
Et par dage senere fortalte Pia Kjærsgaard henkastet, at det havde været en god og hyggelig oplevelse, og at vi måske en gang ved lejlighed kunne holde ét eller andet andet dér.
Da vi kort efter skulle have pressemøde i forbindelse med lanceringen af kampagnen "Gamle Danmark - tryghed i alderdommen", kom vi i tanke om Arbejdermuseet, og bestilte plads. Vi har ofte holdt vore pressemøder ude i byen - blandt andet i de gamle haver på Frederiksberg, Josty, Hansens Familiehave eller andre steder - og igen var det altså uden den store dramatik.
Dramaet blev igen skabt af andre end os. Socialdemokratiet var ved at gå op i limningen af forargelse over, at vi nu ville tage "deres sted" - og slå plat på arbejderklassen, og hvad der ellers blev sagt. Nu er 20-25 procent af SID's medlemmer faktisk Dansk Folkepartis vælgere, så for os var Arbejdermuseet som mødested både selvfølgeligt og rigtigt, for DF er et arbejderparti.
Bortset fra partiets stiftelse, har vi aldrig haft så mange journalister og fotografer til et pressemøde. Og de kom alene af den grund, at vi var dér, hvor vi var. Så objektivt set blev det jo en parti-succes. Men provokation havde vi ikke i tankerne, da stedet blev valgt.
Få måneder efter købte vi, som en vores kampagne mod Schengen-Aftalen, den gamle grænsestation i Sæd, syd for Tønder.
Det havde været svært for en sønderjysk historisk interesseret gruppe af borgere at skaffe de nødvendige midler til at købe grænsestationen for. De ville lave et grænsemuseeum og cafe i bygningen, der blev overflødiggjort ved grænsens afvikling.
Vi fandt det var et ædelt formål - og prisen var absolut rimelig - nogenlunde svarende til et par helsides-annoncer i Jyllands-Posten. Efter nogle samtaler med den lokale gruppe blev vi enige om, at vi købte stationen, som de så kunne få lov at drive med det formål, de havde planlagt. Samtidig kunne vore lokale partimedlemmer få et sted at være.
Og så blev vi ejendomsbesiddere! Ikke i nogen stor skala, når man betænker, hvor mange prangende ejendomme Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative i årenes løb har købt rundt om i landet til forskellige formål.
Alligevel var forargelsen stor - ikke mindst fra de tre nævnte partier. For nu slog vi så igen plat på sønderjyderne... Som om Danmarks grænse er sønderjydernes ejendom!
Mig bekendt er der ingen, der har beskyldt Venstre for at slå plat på søllerød'erne, fordi de har et palads derude... Eller beskyldt Socialdemokratiet for at slå plat på frederiksbergerne fordi de har købt det halve af Thorvaldsens Vej. Eller beskyldt De Konservative for at tage patent på Nyhavn...
Man kunne måske oven i købet sige, at Dansk Folkeparti med sit køb af grænsestationen - i modsætning til de andre ejendomsbesiddere - faktisk brugte pengene på noget kulturelt fornuftigt - som mange museums-besøgende allerede har fået stor glæde af.
Det bringer mig tilbage til spørgsmålet om, hvem det egentlig er, der provokerer. Og at det - ikke mindst i politik - er gavnligt ind i mellem at vende tingene 180 grader på hovedet for at få overblik.
Som en af radisserne engang filosoferede: "Hvis alle de andre gjorde alting omvendt, så var det mig, der var normal..."
Og hvem provokerer egentlig mest:
Os, der indrykker en annonce med navnene på de 4.743, der i de forløbne måneder har fået dansk indfødsret - eller de politikere, der har besluttet at lukke 20.000 - 25.000 fremmede mennesker ind i Danmark hvert år og giver indfødsret til alle og enhver?
Os, der indrykker en annonce med Bin Laden - og spørger om denne mand har ret til asyl i Danmark - eller de politikere, der til skade for landet og folket har skabt en skrupskør asyllovgivning, som reelt gør det muligt?
Os, der køber en gammel skrummelkasse af en grænsestation for at rette opmærksomheden på Schengen-Aftalen - eller de politikere, som stik imod al fornuft har afviklet grænsen, så udenlandske bevæbnede gangstere kan drøne ind i landet med 110 kilometer i timen?
I kan nok høre på de retoriske spørgsmål, at jeg personligt ikke er i tvivl...
Så når provokations-beskyldningerne slår ind over os, er vi altid i vort stille sind fulde af fortrøstning, for det var sgu de andre, der startede...!
Vort image er, som I ved, ikke noget at skrive hjem om. Det er så elendigt, det overhovedet kan være. Lykkeligvis ikke så meget blandt almindelige danskere som blandt dem, der skriver aviserne og samtidshistorien. Jeg tvivler på, at vi kan gøre meget ved det - og om det overhovedet er umagen værd at gøre noget ved det.
Men vi gør stadige fremskridt. Jeg tror nok, at vi i det mindste nu generelt betragtes som stuerene, selvom vi endnu beskyldes for af og til at lette ben op ad klunke-møblementet. Men vi gør vort bedste - og vil fremover gøre vort bedste - for ikke at fornærme nogen og altid at optræde så pænt som muligt.
Og én ting er sikkert: Det er i hvert fald ikke os, der ved støjende fremfærd og voldelige overfald forsøger at ødelægge de andres møder og arrangementer. Det er til gengæld os, der til punkt og prikke overholder de spilleregler, Grundloven sætter.
På den måde mener vi egentlig selv, at vi bidrager positivt til folkestyrets videre skæbne.
For os har det som nævnt generelt været vigtigst at undgå ustandselig at blive presset i defensiven - i forsvarerens rolle. Der vil vi heller ikke fremover befinde os. Vi vil helst spille i angreb. Og derfor vil man fortsat opleve os i den offensive rolle. Det koster af og til nogle mål bagtil - og af og til nogle spektakulære selvmål.
Jeg behøver i den forbindelse vist blot at nævne en lidt kedelig tur til Wien sidste sommer - et selvmål, der stadig står gny om ude i de tusind små hjem...
Nu vil jeg gerne igen sige tak for ordet. Jeg håber, at jeg har givet et lille indtryk af, hvad der rører sig i Dansk Folkeparti - og skulle der være noget, nogle gerne vil have uddybet - eller andre emner, man gerne vil have op, glæder jeg mig til at stå til rådighed under kaffen.
| 