Indlæg
Europa & EU
Nordjyske Stiftstidende, 31. december 2010 / Flensborg Avis, 30. december 2010
Længe leve Europa
Af Søren Espersen folketingsmedlem ( DF)
EURO : Ved middagstid, den 10. april 1912, lagde " Titanic" fra kaj i Southampton med kurs mod Amerika. Så stor var hun, at hun skulle hives til søs af seks slæbebåde.
Skuet var pragtfuldt, og på kajen fulgte i titusindvis det imponerende syn. " Titanic" var uovervindelig. Intet kunne true verdens største passagerdamper på denne sin jomfrusejlads.
Men på kajen mærkede flere af de vinkende, at de, mens de havde bedt Vorherre om en sikker færd, havde følt en isnende kulde, da skibssirenen hvinede sin afsked ved udsejlingen.
Vi danskere stod på samme måde tilbage på kajen den 1. januar 1999, hvor en anden uovervindelig kolos gled fra kaj.
Mange håbede og bad til, at alt ville gå godt for de, dengang, 11 af vore europæiske venner, som var ombord.
Men nogle af os følte den samme, mærkelige, isnende kulde, som englænderne følte på kajen i Southampton den 10. april 1912.
Jeg var til stede ved en konference dengang, i slutningen af november 1998, arrangeret af Dansk Udenrigspolitisk Selskab. Konferencen foregik ved en anden kaj, nemlig Langelinje i København, hvor en række af de store europæiske økonomer og politikere, som stod bag " The European Economic and Monetary Union", var til stede -ikke mindst EU-kommissionens formand, Jacques Santer.
Jeg fandt forleden mit skriftlige referat fra mødet -et møde, som jeg den dag i dag husker som underligt og surrealistisk -bygget omkring et eksperimenterende projekt, som der ud fra økonomiske betragtninger ikke var nogen som helst grund til at iværksætte, men som var blevet skabt udelukkende som følge af et politisk krav om Europas samling.
Og man må lade foredragsholderne, at de ikke på nogen måder forsøgte at foregøgle andet.
Den muntre professor Rolf Caesar fra Hohenheim Universitet i Stuttgart sagde det klarest, idet han citerede Shakespeare's skuespil Hamlet og om euroen sagde: " Tho' this is madness -there is system in it!", mens han i samme åndedrag erkendte, at euroens stabilitetspagt aldrig ville kunne komme til at virke, idet der ikke ville være nogen politisk mulighed og vilje til fasthed -og i øvrigt ingen sanktionsmuligheder.
Professor Caesar stillede selv spørgsmålet, hvorvidt der overhovedet var nogen vej tilbage, hvis det begyndte at gå skævt.
De øvrige talere fulgte trop med den ene groteske indrømmelse efter den anden: Professor Jean-Victor Louis var utryg ved, at der ikke over for ECB's bestyrelse var behæftet nogen former for politisk ansvar.
Han fremhævede, at medlemmerne efter den 1. januar 1999, på trods af alle indgåede aftaler og pagter, stort set kunne gøre, hvad de ville, idet han beroligede -vistnok mest sig selv -med, at bare den politiske vilje hele tiden var til stede, burde det nok kunne gå alligevel.
Den danske økonomiminister Marianne Jelved slog henrevet fast, at euroen er en politisk vision, inden Jacques Santer endnu mere virkelighedsfjernt tilføjede, at vel kunne man da forsøge at stille alle mulige kvalificerede spørgsmål og fremkomme med alle mulige forbehold med hensyn til Euroen, men at det afgørende er, at " medlemslandene helhjertet må og skal støtte projektet" Den fælles mønt, sagde han, er ikke et mål i sig selv, men selve midlet til at nå målet: Den Europæiske Union.
De vidste det jo godt -alle de økonomiske professorer, som var blevet bedt om at konstruere euroen.
De vidste jo godt, at det var selve konstruktionen, der var syg.
Ikke én af de tilstedeværende økonomer var det allermindste i tvivl om, at det er en umulighed at opretholde en fælles, stærk valuta -uden at den er kontrolleret af en overordnet stærk politisk styring. De vidste det godt. Og de sagde det i fuld offentlighed -ikke alene på Langelinje-mødet, men igen og igen, hvor der var mulighed for at få det sagt.
De skrev det i aviser, de sagde det i radio og i tv. Så ingen af de statsledere, som i dag forsøger at lappe på det smuldrende projekt, vil kunne hævde, at de jo ikke vidste bedre Jacques Santer sagde det ved Langelinjemødet utvetydigt: " Euroen er limen, som skal holde Den Europæiske Union sammen".
Men hvis det forholder sig således, må det i dag, 12 år senere konstateres, at nu, hvor euroen smuldrer for åbent tæppe, er det samtidig selve Den Europæiske Union, som smuldrer.
Og havde det ikke været for den tyske regerings beundringsværdige og stædige offervilje, havde det for længst været slut med euroen.
Grækenland og Irland er under administration.
Om lidt kommer turen til Portugal og Belgien -og ikke mindst til Italiens og Spaniens kæmpeøkonomier, som i disser uger ramler sammen -i Spanien yderligere godt trykket i bund af en arbejdsløshed som nærmer sig 25 procent.
Olli Rehn, den evigt optimistiske EU-kommissær, sagde som en kommentar til Irlands kollaps og den sandsynlige række af nye problem-stater, at han jo godt nok ikke var clairvoyant, men at han da var overbevist om, at de initiativer ECB nu ville tage, ville vise sig at give grundlaget for en " sund, levedygtig og effektiv stabilisering" af Eurozonen, idet den franske finansminister, Christine Lagarde tilføjede: " Jeg priser mig lykkelig ved tanken om, at europæerne igen og igen viser, at de er fuldt og helt indstillet på med alle midler at forsvare deres valuta".
Jeg er ikke i tvivl om, at der vil være en håndfuld europæiske statsledere, som med alle midler er parate til at forsvare Euroen, men om det ligefrem er " europæerne", der har den vilje, er jeg mindre overbevist om.
Det tyske folk har i hvert fald ikke længere viljen. I det Tyskland, som mere end noget andet land kæmper og kæmper for at holde sammen på euro -stumperne, tales der nu blandt økonomiske eksperter med beundringsværdig rettidig omhu om, hvordan den fælles valuta vil kunne ophæves med de mindst mulige skadesvirkninger.
Men det er ikke alene i det velhavende og betalende Tyskland den diskussion føres -den finder såmænd også sted i bistand-klient-lande som Grækenland, Spanien og Portugal, hvor man jo stadig erindrer, hvad det betød at have en egen valuta, som passede langt bedre til landenes faktiske økonomiske situation. Valutaer som drachmer, pesetas og pesos, som var let håndterlige, og hvis kurs-styrke, man ville kunne styre i overensstemmelse med den praktisk anvendelige virkelighed. Alle tre lande, som i høj grad jo lever af turistvirksomhed -et erhverv, som i stor stil begyndte at lide skade, da euroen erstattede de hjemlige valutaer.
Kunstigt stærkt oppustede priser fulgte overalt med euroens introduktion, ikke alene på ejendomsmarkederne, men jo også når det gjaldt priserne på fødevarer og daglige fornødenheder.
Det var til stor skade for de lokale befolkninger, men det blev også dyrere og dyrere for danskere, englændere og svenskere at holde ferie i lande som Grækenland.
Vi søgte andre feriemål -som Tyrkiet og Thailand, hvor vi kunne få meget mere for vore valutaer. At Grækenland så yderligere, stærkt beruset af at være en del af en " stærk europæisk monetær union", begyndte at leve over evne, er en anden historie.
Mens det europæiske politiske etablissement stadig kæmper for en smuldrende valuta og dermed for den politiske union, har de europæiske folkeslag -såvel i Eurozonen som uden for, en anderledes pragmatisk tilgang til fænomenet. Hvad enten man er græker eller tysker har man begrænset forståelse for, at man skal have vendt op og ned på sin private økonomi alene for at tilfredsstille andre menneskers ideologiske drømme om et forenet Europa.
Stort set alle EU-ledere var og er enige om, at Euroen er den lim, som holder sammen på Unionen. Jeg kan derfor godt tillade mig at tænke omvendt, at når nu euroen smuldrer, er det reelt den Europæiske Union, som smuldrer. Det hverken beklager eller begræder jeg.
Det vil være til stor glæde for de europæiske folk, når den union er væk. Længe leve Europa!.
» Når nu euroen smuldrer, er det reelt Den Europæiske Union, der smuldrer.
Det hverken beklager eller begræder jeg.
Valgduellen: En folkeafstemning
Jyllands-Posten, 07.11.2007
Af Søren Espersen, DF
SELVFØLGELIG skal danskerne have lov til ved en folkeafstemning at beslutte eller forkaste reformtraktaten. Dette er ikke jura - det er politik. Hvad vil vi med Danmarks fremtid?
Det er forstemmende at opleve, hvordan nogle partier sniger sig væk fra klare løfter - alene fordi de frygter den dom, det danske folk afsiger. Mest krysteragtig af alle er dog Ny Alliance. Her har man - måske med løfte om ministerposter? - underkendt det partiprogram, man med brask og bram udsendte for godt en måned siden, og hvori det, mejslet i granit, står, at der skal gennemføres en folkeafstemning om reformtraktaten.
I øvrigt et gyseligt ord, "Reformtraktat", som er new-speak for "EU-Forfatning". Forfatningens fader, Valery Giscard DEstaing, har triumferende slået fast, at denne traktat - når der ses bort fra få kosmetiske forskelle - er fuldstændig identisk med den forfatning, som befolkningerne i Holland og Frankrig sagde nej tak til i sommeren 2005.
For Dansk Folkeparti er de fire forbehold uundværlige. Det kan godt være, at de andre partier synes, at 1993 er lang tid siden, men det synes vi faktisk ikke. Og hvis der skal rokkes ved de fire forbehold, skal danskerne naturligvis ligeledes spørges til råds - i øvrigt kender jeg ikke mange, som har ytret utilfredshed med, at de ikke har fået de kedelige eurosedler og nikkelallergifremmende mønter. Ikke alene er de grimme, men meget tyder også på, at de i mange EU-lande - heriblandt Tyskland - har ført til en opbremsning af økonomien.
Mens økonomien i Danmark trods dommedagsprofetier om det modsatte buldrede derudaf, måtte tyskerne stille sig op i køerne til suppekøkkenerne, blandt andet fordi en i kølvandet på euroen følgende købestrejke pustede yderligere til en anstrengt, reformmoden tysk økonomi.
Forsvarsforbeholdet græder jeg ligeledes tørre tårer over, idet EU på det forsvarspolitiske område er en højtråbende og komisk papirtiger uden den ringeste evne til enighed om at definere trusler - endsige forsvare sine befolkninger i praksis. Tænk engang et rædselsscenarium, hvor Frankrig og Tyskland besluttede Danmarks udenrigs- og forsvarspolitik. I modsætning til det, er det trygt og godt hos England og i USA.
At EU overhovedet er begyndt optagelsesforhandlinger med Tyrkiet er en katastrofe. Men nu vi står der - så er det med at komme ud af moradset så hurtigt som muligt. Tyrkiet hører bare ikke hjemme i Europa - geografisk er og bliver det Asien. Tyrkerne skejer ud på alle områder: Man har hverken vilje eller evne til at løse Cypern-problemet. Man vil ikke anerkende det skammelige folkemord på mere end en million armeniere under Første Verdenskrig - et forhold, det er forbudt at nævne offentligt i Tyrkiet, hvilket flere forfattere har måttet sande. Men værst er naturligvis, at Tyrkiet er et muslimsk land, hvor alene en konsekvent hær sørger for, at sharia-fanatikerne ikke løber af med magten. Alene af den grund burde EU for længst have indset, at Tyrkiet er en fremmed fugl i Europa.
Endelig vil Tyrkiet - meget snart med 100 millioner indbyggere - som medlem komme til at udgøre en demografisk bombe i EU.
Det ville være bedst for Europa - og meget mere fair for Tyrkiet - om man nu standsede optagelsesforhandlingerne og i stedet tilbød Tyrkiet nogle gode økonomiske handelsaftaler.
Tid til at svække EU
Politiken, 29. juni 2005, 2. sektion, side 6
Af Søren Espersen, MF DF), udenrigspol. ordfører
EFTER SAMMENBRUDDET ved EU’s topmøde udtrykte statsminister Anders Fogh Rasmussen håb om, at den tænkepause, der nu kommer, vil blive brugt til at styrke EU. Pudsigt nok fik jeg efter topmødet den modsatte idé: At det nu er tid til at svække EU. Så forskelligt kan to danskere altså tænke, når den ene er unionist og den anden er det modsatte. På samme måde er hele det danske folk delt. Og det er heftige modsætninger, der er tale om – af den type, der ligefrem kan splitte familier ad. Jeg kunne stemme for første gang ved EF-afstemningen i 1972, og jeg kan huske, at jeg ved politiske møder ligefrem oplevede had mellem nogle af ja og nejsigerne. Det kan man såmænd finde endnu.
SPØRGSMÅLET ER, hvor længe et folk kan blive ved med på den måde sådan at være splittet. Jeg er af den opfattelse, at det for folkets og landets skyld snarest må slutte. Og det må slutte på den måde, at ja- og nejsigere sammen må prøve at nå frem til, hvordan vi ønsker, at Danmarks fortsatte forhold til EU skal være. Og jeg taler her om et ægte nationalt kompromis – altså hvor alle Danmarks partier, herunder altså også unionsmodstanderne, sætter sig sammen for at prøve at nå frem til selvransagelse og en formulering. Ikke en formulering af, hvordan EU skal være – for det kan Danmark trods alt ikke diktere, men en formulering af, hvordan vi kan samle det danske folk om et fremtidigt dansk medlemskab. Alle vil aldrig kunne blive tilfredse. Men en dansk EU-fremtid, som vil kunne samle 85-90 procent af danskerne – og ikke som nu cirka halvdelen, vil være alt så rigeligt. Gør vi ikke det – og bruger vi ikke netop denne for EU så uvisse tid til i det mindste at gøre et forsøg, svigter vi vort ansvar i forhold til fremtidige danske generationer. For diskussionen er altså ikke alene triviel, kedelig og forudsigelig helt ned til det mindste argument – for vi har hørt det hele hundrede gange før, men diskussionen er også lammende for vort eget folkestyre.
JEG TROR, at der rundt om i de andre EU-lande i den kommende tid vil finde en lignende selvransagelse sted. Og det er netop selvransagelse og formulering vi i det danske folk har brug for – ikke smart nej-markedsføring og ja-markedsføring, hvis eneste formål er at besejre modparten. Jeg håber, at statsministeren vil tage initiativet til nu at samle sit folk. Lykkes det, vil han indlægge sig umistelig hæder i Danmarkshistorien.
Hvilke virksomheder har forladt landet?
Fyens Stiftstidende 6. juli 2003
Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef
Parmo Nielsen, Odense, opfordrer i et interessant indlæg i Stiftstidende 3/7 til en afskaffelse af Danmarks EU-forbehold. I den forbindelse angriber han Dansk Folkeparti for at hævde forbeholdene, idet han blandt andet skriver: 'Til EU-afstemninger er Dansk Folkepartis valgslogan: Stem dansk - stem nej! Ved et nej-flertal sker der det modsatte af det, DF ønsker. De bedste danskere og de bedste virksomheder forlader landet for at udnytte deres evner i lande, der ikke er bange for at samarbejde med det øvrige Europa.'
Parmo Nielsen har ret i, at vi bestemt ikke ønsker, at gode danskere og gode danske virksomheder forlader landet. Det er i den forbindelse, jeg gerne ville have Parmo Nielsen til at give mig navnene på virksomheder, der har forladt landet i forbindelse med eksempelvis krone/euro-afstemningen.
Der er nemlig ingen, Parmo Nielsen! Og ingen kunne finde på det. Danfoss var blandt de virsomheder, der forud for afstemningen dumt truede med at forlade landet, hvis vi fortsat skulle have den danske krone. Mig bekendt ligger Danfoss stadig på Als - og milliardvirksomheden er i bedre form end nogensinde. Det samme er i øvrigt den danske krone og den danske økonomi. Langt stærkere og i bedre vigør end euroen og økonomien i Euroland. Men altså, Parmo Nielsen: Lad os få nogle eksempler på virksomheder, der har forladt landet.
Myterne om den ny euro
Flensborg Avis 7. januar 2002, side 2
Af Søren Espersen, København, pressechef i Dansk Folkeparti
Fra årsskiftet behøver tyskerne ikke længere veksle, når de rejser på ferie. Sådan lød overskriften på et af de mange tv-indslag om euroen. Underforstået: Bare danskerne havde sagt ja til euroen, behøvede vi heller ikke at veksle, når vi tager på ferie. Nu er dog første betingelse for, at de ferieglade tyskere kan undgå at veksle, at de ikke holder ferie i eksempelvis London, i Tokyo, i New York eller i Moskva. For mon så ikke de bliver nødt til at veksle. Det samme gør danskere, hvis vi skal på ferie et af de nævnte steder - og i øvrigt i hundredevis af lande verden over.
Det er i det hele taget en af myterne, der er ved at blive skabt, og som euro-tilhængerne herhjemme elsker at føre frem: At euroen er noget nær en verdensvaluta, at det efterhånden kun er det provinsielle Danmark, der står uden for - og at det snart vil give os problemer.
Vel vil det ej give os problemer. Men de helt udokumenterede påstande om denne nye valuta er mange. Euro ad bagdøren - hed en anden overskrift i en avis for nylig. Den samme overskrift har jeg set i mange forskellige udformninger i utallige aviser. Fortællingen er, at vi alligevel ret snart vil blive oversvømmet med euro i Danmark, for alle kommer med dem, og så vil butikkerne tage imod dem. Ja, selvfølgelig vil butikkerne det! Det skulle da bare lige mangle. For sådan har de større danske butikker ageret i mindst 50 år. Og sådan vil det fortsat være - også hvis der nu kommer en ny valuta til - euroen.
Langt de fleste danskere, der rejser, er udstyret med Dankort/Visa - eller et andet credit-card. En vidunderlig opfindelse for den rejsende - turist eller forretningsmand: Slut med at veksle store beløb i fremmed valuta. Slut med besværlige rejsechecks. Slut med bøvlet. Kortet kan bruges til shopping, på hoteller, på restauranter - og væsentligt: I kontant-automater, som snart findes på hvert gadehjørne i hele verden. Der henter man så til-husbehov-kontanterne. De bunker af skrupskøre myter, som euro-tilhængerne nu forsøger at skabe for (jo, vi har lugtet lunten!) at få gødet jordbunden for en ny afstemning i Danmark, er mindst ligeså pinlige som det fupperi, man forsøgte at få det danske folk til at gå på inden euro-afstemningen. De tror, de kan narre os. Og derfor taber de hver gang! Og som månederne er gået siden den 28. september 2000, står det mere og mere klart: Hvor var det dog godt, at vi slap for euroen! Hvor var det dog en moden og fornuftig beslutning, danskerne traf!
##
|