Orden eller Kaos tale
"ORDEN ELLER KAOS - Magtkamp på hjemlig front", Juni 2003
Danmark for danskere - udfordringer midt i EU og det globale verdensbillede.
Søren Espersens tale ved Unisys's Business Executive Conference, 4-6. juni 2003 i Nice, Frankrig.
Forleden var jeg til en fødselsdags-reception på en større virksomhed i København, hvor jeg fik lejlighed til at sludre lidt med en af direktørerne. Midt i snakken spurgte han mig, om ikke jeg syntes, at det snart var på tide, at Dansk Folkeparti fik nogle flere erhvervsfolk i folketingsgruppen.
Jeg svarede ham, at det syntes jeg ikke. Jeg ville hellere have nogle flere skolelærere eller nogle flere journalister - eller måske et par præster mere ... Hellere det end erhvervsfolk. De egnede sig ikke som politikere, sagde jeg...
Han så et kort øjeblik noget desorienteret ud. Og besluttede sig så til at grine. Så grinede jeg osse. Så grinede vi én gang til sammen. Og så begyndte vi at snakke om noget andet.
Det var jeg egentlig glad for. For vi havde det lige så hyggeligt ved den reception - og tænk hvis han havde fundet ud af, at jeg faktisk mente det, jeg sagde.
(Og lige nu tror jeg nok, at jeg er ved at ødelægge den gode stemning her i Nice...!)
Men selvfølgelig grinede direktøren - for han kunne jo slet ikke forestille sig, at jeg kunne mene det, jeg sagde. For vi ved jo alle her til stede, at partierne sukker efter erhvervsfolk. De ikke alene sukker. De råber efter succesrige erhvervsfolk.
Det er jo nemlig den gængse opfattelse, at en mand - eller kvinde - der rigtigt har fået hjulene til at spinne i sin virksomhed, foretaget alle de rigtige investeringer, gjort alle de rigtige ting, har skabt mange gode arbejdspladser og en stor eksport af sine varer - at han eller hun på samme måde sikkert vil kunne få orden i sagerne i Danmark.
Rent bortset fra, at tingene på Christiansborg langt fra foregår på samme måde som i en erhvervsvirksomhed og at mange succesfulde erhvervsfolk, der i tidens løb rent faktisk har taget turen ind på Borgen, ret hurtigt er blevet frustreret over den måde, tingene fungerer på.
Men rent bortset fra det, er der også langt mere væsentlige årsager til, at erhvervsfolk generelt ikke egner sig som politikere:
De kan ikke glemme, at de er erhvervsfolk. De kan ikke glemme deres virksomhed. De kan ikke glemme deres branche. Journalister, skolelærere og præster har - stadigvæk generelt sagt - langt nemmere ved at glemme deres brancher, når de som folketingsmedlemmer spadserer op ad den store trappe til Christiansborg.
Men ikke erhvervsfolk. Over en bred kam lider erhvervsfolk af den vrangforestilling, at det, der er godt for deres branche, det der er godt for deres virksomhed, også er godt for Danmark.
Det kan være tilfældet. Men det er langt fra altid tilfældet.
En koncerndirektør for en dansk milliardvirksomhed indkaldte før folkeafstemningen for tre år siden sine medarbejdere til et fyraftens-møde og opfordrede dem til at stemme ja til euroen.
Det er fint nok. Det havde jeg ingen problemer med, at han gjorde.
Direktøren er en på alle måder dygtig og værdsat mand, og de mange ansatte stoler på ham, og ser med rette op til ham, og det er helt i orden, at han fortæller sine medarbejdere, hvad han synes - hvad han stemmer - hvad han går ind for politisk....
Det var direktørens begrundelse for sin opfordring, jeg havde problemer med.
Den lød nemlig, at medarbejderne burde stemme ja, fordi det ville være godt for virksomheden.
Jeg ville hellere, han havde sagt: "Jeg vil opfordre jer til at stemme ja, for det vil være godt for Danmark og for det danske folk."
Men det sagde han ikke.
Han antog, at det, der var til fordel for hans specifikke virksomhed, også var til fordel for Danmark og for det danske folk.
Han antog dermed, at vi danskere gør alting op i penge og at alting drejer sig om økonomi.
Og begik dermed i øvrigt samme fejl som resten af ja-kampagnen.
For hvorfor endte afstemningen med et nej i september 2000?
Tjah, der var cirka to millioner nej-stemmer, og hver af dem har sine grunde.
Men jeg tror, at det overordnede er viljen til, at danskerne selv skal bestemme i Danmark.
Og derved er vi ved kernepunktet af det, jeg gerne vil diskutere med jer her i dag.
Nemlig viljen til at bestemme selv.
Viljen til at være et folk.
Viljen til at være danskere i Danmark.
Det er det, der nedsættende beskrives som "fodslæberi".
Som "puslingelandet, der hygger sig i smug".
Som "frygten for det fremmede".
Som "de forstokkede danskere, som er sig selv nok".
Som "dem med halm i træskoene - der helst vil danse folkedans og se Morten Korch".
"Danmark for danskere....".
I modsætning til de smidige internationalister, der har højt til loftet. Dem, der kan alle sprogene, og ubesværet svæver fra storby til storby. Dem med udsyn. Verdensborgerne....
Ironisk nok i øvrigt de selvsamme mennesker, som i disse år ustandselig snakker, skriver og diskuterer danskhed som begreb.
Da jeg var barn og ung var der ingen, der hverken snakkede, skrev eller diskuterede danskhed.
Og hvis nogen endelig gjorde det, blev vedkommende med rette betragtet som lidt mærkelig.
For der var jo hele tiden en dagligdag, der skulle ordnes.
Der var et arbejde, der skulle gøres.
Der var en familie, der var venner, kammerater og arbejdskammerater, vi skulle være sammen med. Så skulle da fanden gå rundt og diskutere luftige begreber.
For danskheden var jo bare noget, der var . Ligeså naturligt som at trække vejret.
Men at trække vejret er kun noget man snakker om, hvis man har vejrtrækningsproblemer.
Derfor er det ikke underligt, at der tales om danskheden. Vi har simpelthen ondt i den! Det er derfor ikke underligt, at vi begynder at spørge hinanden om, hvad vi har og har haft - og dermed om, hvad det er, vi er i gang med at sætte over styr. Fordi danskheden presses.
Dansk Folkeparti er konsekvent blevet betegnet som et negativt parti.
Et parti, der siger nej - og er "imod".
Men vi er imod, fordi vi er er for noget andet - og den historie - hvad vi er for - fortælles aldrig.
Jeg var også imod euroen - og stemte nej.
Men det var jo nødt til, sådan som spørgsmålet på stemmesedlen var formuleret.
Men spørgsmålet kunne ligeså godt have været formuleret på en anden måde:
"Vil du bevare den danske krone?"
Og så havde jeg stemt "ja", og var blevet en positiv og glad ja-siger....
Det sørger jeg hele tiden for at holde mig for øje: Jeg ved præcis, hvad jeg er imod. Men det er langt mere vigtigt at vide, hvad jeg er for. Og jeg er for at forsvare min nation. Jeg er for at begrænse.
Det betyder ikke, at jeg vil lukke af for andre lande eller for andre mennesker.
I flere hundrede år har danskere rejst, studeret og arbejdet i udlandet. Og er kommet hjem med frisk inspiration, som blev til gavn for landet.
Må jeg i den forbindelse lige indskyde, at biskop Absalon, som 18 årig bondeknøs - 850 år før Danmarks indtræden i EF (!) rejste til Paris for at studere. Og at i øvrigt i tusindvis af andre fulgte i hans spor.
Jeg nævner det lige i forbifarten, fordi det åbenbart er nødvendigt at afvikle en skrøne, der har stor udbredelse ikke mindst på gymnasier, universiteter og højere erhvervsskoler:
At det er takket være EU, at det nu kan lade sig gøre at studere ved europæiske læreanstalter...
Men her var altså en 18-årig bondeknøs afsted for 850 år siden --- og alene i min egen slægt inden for det sidste 100 år kender jeg navnene på seks familiemedlemmer, som inden 1973 studerede ude i Europa ved højere udenlandske læreanstalter, inden de kom hjem, stærkt beriget, og påbegyndte deres arbejde for fædrelandet.
Når jeg nævner dette faktum for unge, kommer det som en vældig overraskelse - for de har jo desværre været i lommerne på de spindoktorer, som ude at trit med sandheden har oplyst om, at det er EU, vi kan takke for, at der er skabt mulighed for tværs over grænserne at studere, udveksle studenter, udveksle højt uddannet arbejdskraft.
I modsætning til vi bagstrævere, som helst vil slå portene i for alt udefrakommende - og helst også lukke danskerne inde, så de ikke kan komme nogen steder. Og så selvfølgelig starte krige. I modsætning til EU, som fredens projekt.
Eksemplerne på denne manipulation over for de unge er talrige. Som far til fem bliver jeg ofte præsenteret for propagandaen, som mine børn tager med hjem fra skole og gymnasium.
Det mest fantastiske eksempel, mine sagesløse børn kom hjem med, er bogen "Krigen om Jordbærisen" - en af EU-Kommissionens farverige børnetegneserier - med undertitlen "En tegneserie for unge om et fredeligt Europa uden grænser", som kommissionen på dyrt, glat papir har ladet trykke på alle unionens sprog. Den er udsendt af "EU-kommissionens generaldirektorat for information, kommunikation og kultur".
Jeg vil egentlig gerne lige bruge et par minutter på at fortælle jer lidt om denne kælne bog.
Bag på bogen står der - (citat:)
"Et fredeligt Europa uden grænser - det er noget selvfølgeligt for Max, Christine og Poul, indtil de via en mystisk hjemmeside på Internettet havner i et land langt før vores tid. I dette land er der stadigvæk vagtposter ved byporten, og hver sommer bryder krigen om jordbærisen ud igen. Folk i dette land har brug for en ordentlig lektion i solidaritet og Europa-spørgsmål. Max, Christine og Poul er lige de rigtige til at give dem lidt lektiehjælp..." - (citat slut).
Og det er sørme da også et forfærdeligt land, de tre friske euro-børn er landet i:
Der er onde, bevæbnede vagtposter over alt - og de er grimme og har vorter.
Direkte fysisk grimme er også landets ledere. De råber og skriger. De er mistroiske overfor alt og alle, og de propper hele tiden en masse mennesker ind i landets sorte fangehuller.
Landet har ikke ordentlige veje. Møntfoden er en underlig middelaldervaluta. Kommunikationen ud over landets grænser er ikke eksisterende - og alle går hele tiden og forbereder sig på den næste krig.
I dette mørke, bagstræveriske og uhyggelige land har indbyggerne en opskrift på en jordbæris, som er så god, at de ihvertfald ikke kunne drømme om at dele den med andre - og mindst af alle nabolandet, som har specialiseret sig i en opskrift på vafler.
Det bedste ville selvfølgelig være, om begge lande kunne få glæde af hinandens produkter, sådan at man kunne spise vafler med jordbæris, men dét kan der i hvert fald ikke være tale om, de skal i hvert fald ikke have noget af vores... - så hellere føre krig mod hinanden.
Nå, men efter en del genvordigheder igennem tegneseriens 30 sider, hvor de gamle krigsliderlige ledere med de forvrængede ansigter gør alt for at gøre livet surt for disse tre kernesunde, glade euro-børn, slutter tegneserien heldigvis i en happy ending: Surprise!!
Det lykkes Max, Christine og Poul med kernesunde argumenter at få det onde nationalistland overtalt til at blive medlem af Europa.
Det kan de gamle, onde nationalistiske ledere jo også godt se er meget bedre - nu, hvor de får det ordentligt forklaret...
* Nu bliver de jo nemlig så fri for hele tiden at føre krige.
* Vejene bliver til at køre på.
* Kommunikation med nabolandene bliver indført.
* Ingen skal længere smides i sorte fangehuller
* Man er fri for at veksle sin gamle, skidne middelaldervaluta til en anden gammel, skiden middelaldervaluta.
* Og man kan endelig komme til at spise vafler med jordbæris...!
Luksus-tegneseriens ærinde er således:
De danskere, der ønsker, at en dansk fremtid skal tilrettelægges af danskere og besluttes i Folketinget, er krigsliderlige, bagstræveriske, onde, grimme og middelalderagtige, mens Europa-unionisterne er glade, umiddelbare, søde, venlige, progressive, pæne og freds-elskende.
Da den danske version af "Krigen om Jordbærisen" foreløbig er trykt i 30.000 eksemplarer, er med andre ord mindst 30.000 danske skolebørn allerede blevet befamlet af EU-kommissionen.
Nu er børnebefamlingen og manipulationen i dette tilfælde så tilpas gennemskuelig og overdrevet, at jeg har den allerstørste tiltro til, at sunde, fornuftige, humoristiske danske børn vil slå sig på lårerne af grin, når de læser tegneserien. Mine børn gjorde i hvert fald. De lo så det var en fryd!
I den forbindelse glæder jeg mig dagligt over, at netop humor og selvironi ikke er blandt de karaktertræk, der kendetegner EU-Kommissionen og spindoktorerne. Så blev de først for alvor farlige.
Men nok om jordbæris med vafler - og tilbage til Danmark og omverdenen.
Danmark har altså altid været et åbent land og danskerne altid et berejst folkefærd. Vi har vores velstand fra samhandel med alverden, og vi har vores viden og vores kunnen blandt andet fra det, vi har lært, når vi har opholdt os i fremmede lande.
Ligesom vi må tilskynde unge til at rejse ud og lære - på samme måde må vi i vid udstrækning indbyde fremmede til at opholde sig hos os og lære. Mødet med fremmede kan ikke alene være inspirerende og dejligt - det er livsnødvendigt for Danmarks videre udvikling.
Sådan har Dansk Folkeparti også sagt i mange år.
Vi har også sagt, at vi glæder os over, når en dansk erhvervsvirksomhed får præcis den specialiserede udenlandske arbejdskraft, man har brug for. Og vi glæder os over, at det er så let, som det er for danske erhvervsvirksomheder at få den arbejdskraft, man har brug for.
Det er der dog ingen, der har lyttet til, når vi har sagt. Man har været mere optaget af at kommentere det, man troede, Dansk Folkeparti sagde.
Og derved er megen værdifuld tid gået tabt. Derved er megen unødvendig opsplitning af det danske samfund blevet en realitet. Derfor er muligt samarbejde på tværs af partierne, på tværs af interessegrupper gået tabt.
Politikere og trend-sættere er gode til at snakke. Men dårlige til at lytte.
Heller ikke, når det gælder udlændingedebatten har Danmark haft gavn af erhvervslivet.
Det er ikke tilfældigt, at det i sin tid, da de første tyrkiske fremmedarbejdere kom til landet i 1960'erne, var LO og arbejdernes øvrige fagforeninger, der ivrigt protesterede - mens Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri var dem, der tilskyndede til indvandringen.
For det var uomtvisteligt til fordel for virksomhederne.
Ingen af erhvervslederne spurgte dengang, om det var til fordel for Danmark og det danske folk.
Og det gør de stadig ikke.
I de senere år har Dansk Industris formand, Hans Skov Christensen, været hovedmanden bag en vrøvlehistorie, der er gentaget så ofte, at den beklageligvis er ved at blive troet i vide kredse:
At masseindvandring til Danmark er nødvendig - fordi der bliver flere og flere pensionister.
Altså: En hel masse flere i landet skal forsørges - ergo skal der en hel masse flere udlændinge ind i landet til at forsørge dem.
I den sammenhæng glemmer Hans Skov Christensen og andre desværre overhovedet at bekymre sig om kvaliteten af immigranterne. Man interesserer sig udelukkende for kvantiteten.
Men sådan kan man selvfølgelig ikke gøre tingene op.
1.000 danske pensionister kan nemlig ikke forlade sig på at blive forsørget af eksempelvis 1.000 somaliske analfabeter.
Disse vil ganske enkelt ikke have hverken evner, dygtighed eller vilje til at skabe de nødvendige værdier.
Til gengæld kan det udmærket være, at de nævnte 1.000 danske pensionister vil kunne blive forsørget af blot én enkelt dygtig ingeniør eller IT-ekspert eksempelvis fra Indien.
Én af dem, hvis hænder er skruet sammen på den rigtige måde. Én af dem, der har hjernen, viljen og hjertet med - og som kan sætte noget i gang.
Det er sådanne udlændinge, vi har brug for i Danmark.
Det pudsige er, at virksomhederne herhjemme altid har haft - og efter VOK-flertallet - stadig har mulighed for at ansætte præcis de udenlandske eksperter de har brug for. Så der er overhovedet ingen grund til at Hans Skov Christensen jamrer...
Der er mig bekendt ikke én eneste dansk erhvervsvirksomhed, der forgæves har forlangt arbejdstilladelse til nøjagtig den specialuddannede arbejdskraft, man har haft brug for.
Jeg besøger i kraft af mit arbejde mange arbejdspladser, og jeg gør hver gang et nummer ud af at stille det samme spørgsmål på alle de arbejdspladser, jeg kommer på - og alle de erhvervsledere, jeg har spurgt, har hidtil sagt det samme: Der er ingen problemer med at få de folk ind i landet, som vi gerne til gavn for vores virksomhed vil ansætte.
Men så tilføjer de i øvrigt alle sammen: Der er kun tre problemer med at få den attraktive arbejdskraft hertil fra udlandet - og det er de danske leveomkostninger, det danske afgiftsniveau og de danske personskatter.
Og det har de ret i. Men se det er en hel anden historie end Hans Skov Christensens vrøvlehistorie.
Det var filosoffen Schoppenhauer, der engang sagde:
"Al sandhed passerer gennem tre stadier:
Først bliver der gjort voldsomt nar ad den,
Dernæst bliver der gjort vældig modstand mod den
Og til sidst bliver sandheden accepteret som selvindlysende"
I indvandrerdebatten er vi efter 20 år nu nået til tredje stadium.
Jeg er glad for, at Danmark - og vel også store dele af den vestlige verden - er kommet så langt, at det, vi andre har sagt i årevis - og undervejs er vi blevet grinet ad, hånet og hetzet - nu bliver accepteret som en indlysende sandhed.
Efter 20 år.!
Uvilkårligt føler man en sær tomhed og frustration: Tænk, at det skulle tage så mange år. Tænk på alt det, landet kunne have undgået, hvis man havde lyttet til vore advarsler; hvis man havde betragtet os som stuerene.
Tænk, hvor megen ulykke, Danmark kunne være sparet for! Og tænk, hvor megen ulykke og frustration de fremmede i landet kunne være sparet for! Havde så endda de fremmede været lykkelige - men det er de jo ikke engang.
Og selv om mit parti i hvert fald ikke kan lastes for den situation, landet står i, er det alligevel os, der skal rydde op efter de andre. Og vi er i et frugtbart samarbejde med VK-regeringen gået i gang med at rydde op.
Tænk i den forbindelse på den katastrofe, det ville have været, hvis Anders Fogh Rasmussen efter valget i 2001 havde fået det, han før valget nærmest lå på knæ og tiggede vælgerne om: En flertalsregering, bestående af firkløver-partierne. Med Jan Sjursen som justitsminister og Mimi Jakobsen som flygtninge- og integrationsminister har jeg lov til at tvivle på, at der var sket bemærkelsesværdige stramninger på udlændingepolitikken.
Sammen med regeringen ser vi frem til at kunne tage endnu et skridt frem mod at normalisere forholdene i Danmark.
Og dette er nemlig værd at understrege - ikke mindst i en konference, som har det overordnede tema "Orden og Kaos"
Det er det normale, vi er på vej tilbage til, når det gælder udlændingepolitikken i dette land.
Vi er i gang med at bringe orden i tingene
Det er det unormale - det abnorme - kaos - der har været gældende herhjemme siden den katastrofale ændring af udlændingeloven i 1983. Den lov, som havde Hans Gammeltoft-Hansen som arkitekt og Poul Schlüter som bygmester...
Det, der nu er igang, er altså, at Danmark er ved at blive normaliseret.
Normalisering er at sige farvel til det forskruede.
Normalisering er at vende ekstremismen ryggen.
Normalisering er at holde op med at leve i en fantasiverden.
Normalisering er igen at få begge ben ned på jorden.
Efter 20 år er Danmark igen så småt ved at finde sine ben.
Når man efter 20 år genfinder sine ben og begynder at mærke, at de kan bære, følger også en hel masse psykiske bivirkninger af positiv karakter.
Det væsentligste er, at man får en bunke selvtillid.
Man finder ud af, at man ikke har noget at være flov over.
Man finder ud af, at man er lige så dygtig og god som andre.
Man finder ud af, at folk lytter til det, man siger.
Og så finder man ud af, at man rent faktisk har en masse at bidrage med, materielt og åndeligt - ikke alene i sin nærmeste omgangskreds, men i et meget større forum.
Man bliver med ét i stand til at gribe dagen. Til at sætte dagsordenen. Til at være der, hvor det sner.
Vi bliver stolte og glade, når vi er der!.
Hvor jeg glæder mig, når jeg oplever Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen i front på den internationale scene. Sikken fornøjelse og sikken forandring i forhold til den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som havde det med at luske omkring i kølvandet på andre.
Poul Nyrup Rasmussen var den, verdens statsledere ringede sidst til, når alle de andre havde sammensat dagsordenen.
Anders Fogh Rasmussen tager selv telefonen - og ringer op!
For han har fået selvtillid. Og Danmark har fået selvtillid. Og den regering, som vågnede op dagen efter den 20. november 2001 for at se sig svinet til i verdens aviser - for det var jo en ikke-stueren regering - Den regering bliver der nu lyttet til ude omkring i verden. Så hurtigt kan det gå. Så kort er den menneskelige hukommelse.
Mimi Jacobsen talte hele tiden om at eksportere danske værdier. Poul Nyrup Rasmussen talte hele tiden om Danmark som foregangsland.
Begge dele er lykkedes! Dog ikke under hverken Mimi Jakobsens eller Poul Nyrup Rasmussens lederskab.
Lad os bare sige, at der i øjeblikket er ekstra grund til at være stolt over at være dansker. Lad os bare ranke ryggen og erkende, at vi i det seneste halvandet år har været et foregangsland i Europa.
De kommer efterhånden alle sammen, de undertrykte europæiske folkeslag, som de åndsløse og rodløse magthavere gudskelov ikke har kunnet undertrykke helt. Det begyndte i Danmark den 20. november 2001, og nu kommer det overalt i Europa.
Derfor er vreden naturligvis også så meget større hos de socialdemokratiske magthavere i Sverige og andre lande, som mærker grunden skride under sig og som krampagtige søger at holde deres folk nede i den undertrykkelse, der er selve grundlaget for deres magt.
Jo, der var set fra deres synspunkt god grund til, at disse panikslagne europæiske politikere, efter folketingsvalget råbte op imod Danmark.
På den hjemlige scene er vi ligefrem begyndt at tale med hinanden i forsøget på at komme igennem de store udfordringer, vi som følge af egen eftergivenhed har sat landet i.
Og det er sandelig også på tide. Det har holdt hårdt overhovedet at få samtalen i gang, og det må jeg understrege: Det er ikke Dansk Folkepartis skyld, at den ikke kom i gang tidligere. Først efter at knapt en halv million danskere havde stemt på os, holdt man fra de andre partiers side op med at tale til os - og begyndte at tale med os.
Det var en rar forandring - ikke mindst for vore folketingsmedlemmer, som uden at spilde et sekund fejede fortiden væk, og positivt og optimistisk trak i arbejdstøjet, idet vi gjorde Michael Laudrups motto til vores: "Vi tilgiver alt - men glemmer intet."
Vi forstod egentlig heller aldrig, hvad det var, der gjorde, at man i syv år ikke ville have med os at gøre. Vi forstod egentlig aldrig, hvad vi havde gjort..... For vores eneste objektive forbrydelse var at vi ville føre udlændingelovgivningen tilbage til det, den var før 1983.
Så megen had og hetz for så lidt. Så megen had og hetz for noget så indlysende fornuftigt. Tænk engang, hvis vi havde foreslået noget kontroversielt...
Men så var det måden, hvorpå vi agiterede, der blev kritiseret. Man har hævdet, at vi provokerede. Også den påstand har undret mig.
For hvem var det egentlig, der provokerede?
Ja, ikke mindst i politik er det meget gavnligt ind i mellem at vende tingene 180 grader på hovedet for at få overblik - og for at besvare et sådant spørgsmål. Som en af Radisserne engang fornuftigt filosoferede: "Hvis alle de andre gjorde alting omvendt, så var det mig, der var normal..."
Og jeg gentager spørgsmålet: hvem provokerede egentlig mest?
Os, der indrykkede en annonce med navnene på de mere end fire-tusinde, der på et par måneder havde fået dansk indfødsret - eller de politikere, der besluttede at lukke 20.000 - 25.000 fremmede mennesker ind i Danmark hvert år og giver indfødsret til alle og enhver, der bad om det?
Hvem provokerede egentlig mest:
Os, der indrykkede en annonce med et billede af Osama Bin Laden - og gjorde klart, at denne mand havde ret til asyl i Danmark - eller de politikere, der i sin tid skabte en skrupskør asyllovgivning, som gjorde det muligt?
Hvem provokerede egentlig mest:
Os, der køber en gammel utæt grænsestation for at rette opmærksomheden på Schengen-Aftalen - eller de politikere, som stik imod al fornuft afviklede grænsen, så banditter af en hver art kan drøne ind i landet med 110 kilometer i timen?
Hvem provokerer egentlig mest?
Ja, I kan nok høre på mit retoriske spørgsmål, at jeg personligt ikke er i tvivl...
Så når provokations-beskyldningerne slog ind over os, var vi altid i vort stille sind fulde af fortrøstning, for det var sgu de andre, der startede...!
Og én ting er i hvert fald 100 procent sikkert: Det var aldrig os, der ved støjende fremfærd og voldelige overfald forsøgte at ødelægge andres møder og arrangementer eller i det hele taget den gode stemning.
Det var til gengæld os, der altid til punkt og prikke overholdt de spilleregler, Grundloven sætter - og som i øvrigt ved en hver lejlighed optrådte dannet, høfligt og civiliseret.
På den måde mener vi egentlig selv, at vi bidrog og bidrager positivt til det danske folkestyres videre skæbne.
For os var det altid generelt vigtigst at undgå ustandselig at blive presset i defensiven - i forsvarerens rolle. Der vil vi heller ikke fremover befinde os. Vi vil helst spille i angreb.
Og derfor vil man fortsat opleve Dansk Folkeparti i den offensive rolle.
Det koster af og til nogle mål bagtil - og af og til nogle spektakulære selvmål.
Ja, hold da op, hvor har vi scoret selvmål. Men underholdningsværdien i sådan en kamp med mange selvmål er nu heller ikke at foragte.
Og vi gider bare ikke 0-0 -kampe...
Starten her ved Unisys-konferencen har været utrolig spændende og inspirerende. Og jeg glæder mig til fortsættelsen. Jeg siger arrangørerne tak for initiativet, og tak fordi jeg blev opfordret til at tale her. Skulle der være ting, jeg ikke har fået berørt i den tid, der var blevet mig til del, men som man gerne hører om, kan man bare sige til - så skal jeg med fornøjelse svare på det.
Foreløbig siger jeg tusind tak for jeres tålmodighed. | 